Læs, Lyt & Se

"Pennen"

Den gamle digter havde været en tur i Tivoli, og da han kom hjem tog han mig frem fra pennehuset. Han var ganske konsterneret. Han talte til sig selv, mumlede og bankede i tankerne mit skaft mod fortænderne. Endelig dyppede han mig i blækhuset, og sammen begyndte vi at skrive et eventyr. Det om nattergalen, der synger så smukt for alle, som forstår sig på følelser.
Jeg kunne mærke, at digteren kom i godt humør, mens han skrev. Han fandt på og fandt på, så jeg næsten ikke kunne følge med. Og jævnligt rystede hans hånd, fordi han kom til at le af sine egne indfald.
Da vi skrev om blomsterne i kejserens have, der klingede som sølvklokker, og om Cavaleren, der sagde "P!" lo jeg også. Jeg kom næsten til at sætte en klat.
Jeg skrev og skrev, så jeg blev ganske træt i spidsen. En enkelt gang gik jeg så vidt, at jeg med vilje klattede for at vise ham, hvor træt jeg var, men han tørrede mig bare arrigt om næsen med sin klud og satte mig til papiret. "Nu må jeg skrive hele den linie igen," vrissede han og lod mig skratte endnu hurtigere end før. Og jeg må jo sige Dem, at når først blækket flyder og ordene strømmer, så skal man heller ikke standse. Det kan være ufornuftigt, ja, endda direkte farligt. Jeg kan betro Dem, at jeg engang lå i hus med en skinnende skønhed, en stålpen så blank og rank, at man aldrig så magen. Ikke en eneste blækklat havde hun nogen sinde spruttet. En dag følte hun sig helt udmattet, det var midt i "Lykkens Kalosker", så hun satte spidsen i med et hvin, og derved knak hun. Hun lever nu et liv som pind i ryggen på bødkertøsens kludedukke.
Da vi nåede til beskrivelsen af dødens have, standsede digteren endelig og lod mig hvile et øjeblik. Han ville vel give sig tid til at tænke nærmere over, hvad det var, døden mon kunne længes efter. Og da vi lidt senere havde skrevet, at døden svævede "som en kold, hvid Taage, ud af Vinduet" vil jeg sværge på, at noget vådt ramte kanten af papiret. Men jeg skal nok vogte mig for at spekulere for meget over den slags. Det er ikke alle ting, som vi penneskafter har godt af at vide. Nattergalen sang jo netop om, at nogle hemmeligheder skal der være tilbage. "Fortæl Ingen, at Du har en lille Fugl, der siger Dig Alt, saa vil det gaae endnu bedre!"

Lone Mikkelsen, 2005. Frit efter H.C. Andersen
© Lone Mikkelsen og Køgebibliotekerne