Sognepræst Christina R. Smith, Herfølge, giver hermed sit indlæg til Biblioteks-stafetten
Jeg har læst Da Vinci Mysteriet i sommerferien. Så er det sagt. Så kan alle, der endnu ikke har læst bogen, eller stadig har slutningen til gode, allerede nu folde Biblioteks-stafetten sammen og gemme den et sikkert sted. Nedenstående bør nemlig først læses, efter man er færdig med bogen.
Den teori, som hele plottet i Da Vinci Mysteriet bygger på, er kort fortalt denne:
Bogen er vanvittigt godt skrevet med en veldrejet kriminalhistorie og et sprog, som hele vejen igennem er en fornøjelse. Efterhånden som årene går, synes jeg generelt, der bliver længere og længere imellem, at jeg sådan bliver fuldstændigt væk i en bog, men det blev jeg i Da Vinci Mysteriet.
Mig har det ikke generet, at forfatteren manipulerer frejdigt med kirkehistorien for at kriminalhistorien til at passe. Det er den slags, der vist nok kaldes "kunsterisk frihed". Det samme gælder biljagten i Paris' gader, som i hvert fald ikke kan følges på noget bykort. Eller den mystiske kirke i London, som heller ikke ser sådan ud i virkeligheden.
Men hvor ingen fornuftige mennesker vel kunne finde på at tage til Paris eller London med Dan Browns bog som eneste vejviser, er der til gengæld mange, der fejlagtigt har antaget hans opdigtede kirkehistorie som faktuel historieskrivning. Derfor har jeg besluttet, at jeg vil sende stafetten videre sammen med en lille hurtig guide til den rigtige kirkehistorie:
Lad det være sagt med det samme: Hvor vidt Jesus virkelig var Guds Søn eller ej, vil naturligvis aldrig kunne bevises - eller modbevises, for dén sags skyld. Det er et spørgsmål om tro - eller mangel på samme.
Til gengæld kan man meget nemt afgøre, hvad kristne troede om Jesus allerede i hans samtid, og her er svaret: Jesus var Guds Søn! De tidligste kilder, vi har, er apostlen Paulus' breve, som er skrevet i 50'erne. Dernæst kommer de fire evangelier i Det nye Testamente, som almindeligvis dateres til årene 70-100 e.Kr. Alle disse meget tidlige skrifter er blevet til ud fra den overbevisning, at Jesus var opstået fra de døde, og som der står i Johannes-evangeliet: "Dette er skrevet for, at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn" (Johs 20,31).
Dette samme gælder de såkaldt apokryfe (skjulte) evangelier, hvoraf en del ganske rigtigt blev fundet ved Nag Hammadi i Egypten i 1945-47: Også hér er det den opstandne Kristus, der er i centrum. I øvrigt stammer de tidligste af Nag Hammadi-skrifterne fra det 2. århundrede og er dermed ikke - som hævdet i Da Vinci Mysteriet - de første kristne skrifter.
Ifølge Da Vinci Mysteriet blev spørgsmålet Jesu guddommelighed afgjort ved afstemning på et kirkemødet i Nikæa år 325 e.Kr. Det rigtige er, at der var et kirkemøde i Nækæa det år. Det drejede sig bare ikke om, hvorvidt Jesus nu var Gud eller menneske; paradoksalt nok understregede alle mødedeltagerne tværtimod, at Jesus var både Gud og menneske!
Den anden påstand, som bogen fremsætter er, at Jesus var gift med Maria Magdalena. Det lidt bagvendte bevis er ifølge Dan Brown, at evangelierne netop ikke nævner, at Jesus var gift. Forklaringen er - igen ifølge Dan Brown - at det på den tid var helt almindeligt for en jødisk mand at være gift. Hvis Jesus derimod ikke havde været gift, så ville det have stået i evangelierne... Læseren må selv afgøre, hvad han/hun mener om denne omvendte argumentation. Det skal blot nævnes, at askese bestemt ikke var et ukendt fænomen i den antikke jødedom - tag f.eks. Johannes Døber.
Dan Browns hovedkilde til det påståede ægteskab mellem Jesus og Maria Magdalena er imidlertid Filips-evangeliet, som også stammer fra Nag Hammadi-fundet. Filips-evangeliet, der i oversættelse fylder knap 20 sider, kendes kun i dette ene eksemplar, og manuskriptet er desværre stærkt beskadiget. Men i Filips-evangeliet omtales Maria Magdalena ganske rigtigt som Frelserens ledsager. Dan Brown hævder imidlertid, at ordet "ledsager" på aramæisk betød ægtefælle. Det gør det muligvis også - men det er bare fuldstændigt irrelevant, idet Filips-evangeliet er skrevet på koptisk, og det ord, der bruges, betyder ikke ægtefælle men netop ledsager.
Der er heller ikke, som Dan Brown hævder, "et utal af henvisninger til Jesu og Magdalenes ægteskab", som "er blevet udforsket til hudløshed af moderne historikere". Der findes simpelthen ingen kilder, som hævder dette...!
Derimod findes der noget, der hedder Maria-evangeliet, som formentlig stammer fra det 2. århundrede. Desværre har man kun fundet fragmenter af det, og tilsammen fylder en oversættelse knap tre sider. I Maria-evangeliet spiller en vis Maria (muligvis Maria Magdalene) en central rolle. Her kan man f.eks. læse, at Maria efter Jesu død fortæller de andre disciple om en vision og en samtale, hun har haft med Frelseren. Desværre mangler der flere sider midt i hendes beretning, men det er tydeligt, at Maria (Magdalene?) ifølge dette skrift havde en særlig status og var tættere på Jesus end de andre disciple.
Ifølge Dan Brown er dette et vidnesbyrd om en ledelseskonflikt mellem Peter og Maria Magdalene, idet han på baggrund af Maria-evangeliet hævder, at Jesus egentlig havde overdraget ledelsen af sin kirke til Maria, men at Peter blev jaloux og senere selv tilranede sig magten, mens Maria Magdalene og alle andre kvinder i øvrigt blev skrevet ud af historien.
Ikke desto mindre optræder Maria Magdalene i alle fire evangelier i Det nye Testamente, nemlig i forbindelse med Jesus' død og opstandelse, hvor hun tildeles rollen som hovedvidne. Allerede den tidlige kristendom (og helt frem til 13. århundrede) havde hun desuden ærestitlen "apostlenes apostel", fordi hun i Johannes-evangeliet er den, der bringer budskabet om opstandelsen til de andre.
Heller ikke Maria, Jesu mor, kan siges at være skrevet ud af historien - og da slet ikke af den katolske kirke, hvor hun indtager en yderst fremtrædende plads. Pudsigt nok forbigår Dan Brown denne ellers meget vigtige kvindeskikkelse i fuldstændig tavshed, men ellers holder kriminalhistorien jo heller ikke.
Til gengæld kan kriminalhistorien varmt anbefales. Og skulle man derefter have fået lyst til at kaste sig over kirkehistorien, så står der masser af rigtigt gode bøger om emnet henne på biblioteket...