Den 29. august 1943 blev hærens- og søværnets personel interneret af den tyske besættelsesmagt.
Efter en "mild" tilbageholdelse, slap vi fri i oktober 1943. ( I modsætning til behandlingen af det norske militærpersonel i 1940. De blev sendt i KZ-lejr i Tyskland frem til krigens slutning i 1945.)
Jeg blev indlemmet i modstandsbevægelsen, i Generalstabens Efterretningssektion. Tjenestens "dækbetegnelse" for resten af krigen var "Firmaet", en organisation der dækkede hele Danmark og som under besættelsen mest bestod af unge, ugifte officerer fra de to værn.
Min hovedopgave blev Midtjylland, hvor min opgave var at checke de tyske besættelsesstyrkers organisation, antal personer, bevæbning, kampopgaver, øvelsesmønstre, taktik, moral og disciplin. En ganske stor opgave for vi få (6-8) løjtnanter.
De følgende måneder fik vi tilført flere unge officerer. Men i mange tilfælde skulle vi selv hverve kilder blandt lokalbefolkningen, ofte folk vi selv kendte, venners bekendte eller andre der sad i en stilling hvor de fik kendskab til forhold hos besættelsesmagten der kunne være os til nytte.
Den 4. maj 1945 havde hovedkvarteret i Århus sendt mig og en kollega på et check i Sydøstjylland.
Det var åbenbart for os at en engelsk invasion var nært forestående. Vi følte krigens nærhed idet et britisk jagerfly gennemførte et mindre angreb på tyske styrker da vi var på vej tilbage mod Århus. Vi dykkede ned i en våd vejgrøft, men frydede os over denne konkrete hjælp fra England.
Da vi ca. kl. 19.30 nåede frem til det aftalte sted i det nordlige Århus var ingen af vores kammerater fra hovedkontoret til stede. Der havde tidligere været ubehagelig interesse for vores kontor; blot en måned før måtte vore venner flygte ud af et tagvindue, midt om natten, i frostvejr. En af dem kun iført pyjamas.
Mens vi mistrøstige gik tilbage mod vort hotel ved banegårdspladsen, blev flere vinduer åbnet, mørklægningsgardiner, potteplanter og andet der stod i vejen faldt ned på gaden. Samtidig skød tyske soldater med maskinpistoler hen ad vores vej. Vi smuttede ind i en port, sammen med bl.a nogle skrigende kvinder.
Hurtigt rygtedes det at årsagen til al virvar, ballade og støj var frihedsbudskabet der netop var blevet oplæst over BBC-Danmark. På grund af vores manglende kammerater var vores glæde dog ikke umiddelbar, men i al hurlumhejen fandt vi kammeraterne på Hotel Ritz, der var vores normale kontor i Århus. Så fik den første, rigtige glæde hurtigt tag i os.
Inspiration
