I forbindelse med kåringen af de bedste offentlige hjemmesider i 2005, har Bedst på Nettets dommerpanel peget på Køgebibliotekerne som vinder af kategorien Kulturinstitutioner.
På billedet ses tidligere webmaster Gitte Reinhold Hansen, nuværende webmaster Michael Ljungberg og biblioteksleder Inger Halleløv, der alle var tilstede til prisoverrækkelsen.
I dommerpanelets begrundelse hedder det:
"Køgebibliotekernes hjemmeside formidler, bl.a. med søgning i bibliotekets base direkte fra forsiden, på forbilledlig vis bibliotekets centrale ydelser: find og lån materiale. Hjemmesiden har en vellykket målgruppedifferentiering med forskellige sider for henholdsvis børn og voksne - og en tydelig forskel på design og formidling afhængigt af, hvilken målgruppe man henvender sig til. Børnesiden er særdeles inspirerende med bl.a. aktuelle læsetips, billeder fra arrangementer på biblioteket og en sektion for forældre. Med hensyn til tilgængelighed er hjemmesiden særdeles veludført, selv om der også er enkelte skønhedsfejl. Og så kunne oplysningerne om åbningstider også godt være præsenteret direkte på forsiden, så brugerne ikke skulle klikke ekstra for at finde dem frem. Men det ændrer ikke på det samlede indtryk af et fremragende brugerrettet værktøj til at finde og få den ønskede information."
På Køgebibliotekerne er vi naturligvis utrolig stolte og beærede over at modtage denne pris. Vi har i udviklingen af hjemmesiden arbejdet målrettet mod at opnå fem netkroner i Bedst på Nettet, og at vi tilmed har modtaget prisen som den bedste hjemmeside blandt de mange kulturinstitutioner er kronen på værket.
Tak til alle der har arbejdet med siden, og tak til vores brugere for den fine brugervurdering de har givet os i forbindelse med Bedst på Nettet 2005!
Inspiration
Se indslag fra Tv2-Lorry om prisuddelingen.