Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:30
Pris
120 kr.
Lokalitet
Kvarterhus Køge Nord Skovby
Ølsemagle Kirkevej 62
4623 Køge Nord
Target
For voksne
Event

**OBS: Udsat til 2022** BEFORE and after 40 years

09.06.22
Tre af de oprindelige medlemmer af det skelsættende punkband Before samles for første gang i 40 år.  Mød Martin Hall, Fritz Fatal og Michael Illo Rasmussen til en samtaleaften modereret af forfatteren Klaus Lynggaard. Derudover: solokoncert med Elias Bender Rønnenfelt fra det internationalt anerkendte band Iceage samt oplæsning ved digteren Jonas Okholm Jensen.

Mød de herrer Martin Hall, Michael Illo og Fritz Fatal samlet på en scene for første gang i 40 år til en samtale om det paradigmeskift, der fandt sted omkring 1980. Moderator er Klaus Lynggaard, som var til stede i salen den sagnomspundne aften, hvor Before blæste New Order af scenen. 

Danske Iceage har i mere end 10 år henrykket musikpressen i både i ind- og udland og på denne særlige aften bygger vi bro mellem det, der skete dengang og nu med en solokoncert med forsangeren fra Iceage, Elias Bender Rønnenfelt.
Ved lydpulten sidder i øvrigt en anden legende tilbage fra de gode gamle dage, mr Per No Knox.

Sidst men ikke mindst så skal vi opleve den fantastiske digter Jonas Okholm Jensen, som vil læse op af sin nye bog, “Forsøg på en top 25 over  øl”.
 

Programtekst skrevet af Klaus Lynggaard: 

"Da Fritz Fatal (aka Mikael Bonfils) og resten af Before gik på scenen i Saltlageret en majdag i ’81 for at varme op for det New Order, der blev dannet på ruinerne af Joy Division, var det foran et totalt uforberedt publikum, hvad angik den tsunamieffekt bandet havde.

Allerede ganske få sekunder inde i første nummer var det eneste mulige sammenligningsgrundlag Iggy Pop. For Iggy var og er den eneste, der kunne matche Fritz i den dødsforagt, hvormed de som performere fysisk kaster sig ind i musikken med så lidt omtanke for egen ve og vel, at man som tilskuer får fornemmelsen af helt bogstaveligt, at sidde med livet i hænderne. Og sådan var det, da Before efter en kort introduktion af Fritz satte i med et nummer på øresplittende volumen, mens Fritz gik gakgak, så man uvilkårligt trådte et skridt eller to tilbage.   

Det gjorde ikke effekten af denne menneskelige ildkugle mindre, at guitarist Martin Hall og bassist Tolle Tolstoy stod som saltstøtter og spillede, Hall tilmed i plusfours, mens Mikael Illo Rasmussen holdt det hele sammen med sit trommespil. Ikke et sekund herskede der tvivl om, at vi, der var tilstede, bevidnede en stjernes fødsel. At der med Fritz og Before føjedes endnu et band til toppen af dansk nyrock – et sted, hvor der i øvrigt ikke ligefrem var trængsel.

Bortset fra Kliche, Sods (som siden ændrede navn til Sort Sol) og Ballet Mécanique og så måske No Knox, havde vi ikke så meget at byde på i forhold til forbillederne, men Fritz og Before tog en ordentlig røvfuld stik hjem, alene ved at vise sig! "

Praktisk info

Arrangementet finder sted i et opvarmet telt med gulv i den hyggelige have ved Kvarterhus Køge Nord Skovby, der ligger få minutters gang fra Køge Nord Station.
Se adressen på Google Maps her
Der er ingen parkeringsmuligheder ved Kvarterhuset.

Der vil være øl og vin at købe på aftenen - kun Mobilepay.