Om dette arrangement

Tid
16:00 - 22:00
Pris
Fri adgang om dagen. 40 kr til Hexis koncert
Target
For alle
Event

**OBS udsat til 21. december 2022** VinterSolhverv

21.12.22
Er du mere til dyrekranier og mjød end juleklip og klejner? Så kom til Vintersolhverv på Herfølge Bibliotek.

Pga. coronasituationen, er arrangementet blevet udsat til 21. december 2022 i stedet. Alle billetkøbere kan beholde deres billet til det nye år, men hvis man ønsker billetten refunderet, kan man kontakte arrangør, bibliotekar Lars Kjelfred, på: lars.k.rasmussen@koege.dk

 

Kl. 16 Det SORTE julemarked åbner
Boder med kunst, smykker, tøj og meget andet. Alt sammen lidt anderledes, lidt mørkt og ret cool.

Kl. 16:15 Historien bag Vintersolhverv
Hvad troede man på i gamle dage, og hvordan fejrede man vintersolhverv? Josepha Lembcke fra Nationalmuseet fortæller for børnefamilier.

Kl. 16:45 Ildshow med StylteSigne
Kommer hun klædt ud som en 3 meter høj ravn, en lysengel eller som pirat? Kom selv og se…

Kl. 17:30 – 20:30 Vikingerne kommer:
Mad, mjød og kalas Thomas fra MJØDGÅRD fortæller om mjødbrygningens særlige kunst, og Mark og Kim fra MADHALLA sælger små lækre vikingeretter, som du kan skylle ned med et glas mjød.
Josepha Lembcke fra Nationalmuseet fortæller om, hvor vildt det gik for sig, når vikingerne fejrede årets vigtigste højtid.

Kl. 20:30 Koncert med HEXIS
Med køgedrengen Filip Andersen i front kombinerer Hexis' energien fra hardcore med black metal - og tilføjer en nævefuld doom og sludge. Bandet har spillet mere end 800 koncerter i 62 lande, men det er 10 år siden, de sidst gæstede Køgeegnen. Det bliver en fysisk test for både publikum og bibliotek, men vi er overbeviste om, at den vil klæde huset, og at I vil få en mindeværdig oplevelse. Der er ørepropper i døren.

Kl 21.15
Man går ikke ustraffet til Hexis koncert med 2 flasker mjød og et dyrekranie i baglommen, så vi runder aftenen af med lidt rolig musik og en halv time, hvor man kan hente de varer og julegaver man købte hos de handlende, inden vi alle ønsker hinanden en rigtig glædelig yul.


MADBILLETTER

Mimers tallerken 

Langtidsstegt ribbenssteg masseret med en vikinge krydderiblanding, overhældt med mjødglace og drysset med knust flæskesvær.
Grønkål og spidskål stegt hurtigt af på en pande med honning, mjød og andefedt. Herefter er der tilsat frisk spidskål, æbletern og hakkede hasselnødder. (Hasselnødder kan undværes )
Fladbrød som man fik det i vikingetiden.

Voksen 89 kr. / Barn 59 kr.


Skiver af Særimner 
3 skiver stegt flæsk med hjemmelavet mjødsennep.

30kr.

Desuden vil der være mjød og æblemost til salg til de tørstige.