
Om dette arrangement
Feminint forår - Vilde kvinder, mørke toner - om køn og musik
Kom med på en inspirerende kønspolitisk musikrejse, når Anya Mathilde Poulsen i samtale med Teaterbygningens Karen Vestergaard tager os igennem sin bog Vilde kvinder, mørke toner - tilsat livemusik af de prisbelønnede musikere Kristina Holgersen og Line Felding.
Vi skal høre om guitargudinder og punkpoeter, overdådige bluesdivaer, kvinder der blev skrevet ud af historien, heksen som modstandssymbol - og om aktuelle musikere, der har taget inspirerende opgør med begrænsende normer for køn, krop og kvindelighed - bl.a. Ma Rainey, PJ Harvey, Patti Smith, Yoko Ono, Beyoncé, Taylor Swift og Billie Eilish.
Anya Mathilde Poulsen er forfatter, tidligere musikjournalist i DR og ikke mindst bibliotekar ved KøgeBibliotekerne!
”Det er en vild og vigtig bog, Anya Mathilde Poulsen har skrevet. En bog, som man måske ikke var klar over, at man havde savnet, men som nu kommer brusende ind på banen og med suverænt overblik og sprogligt overskud kaster lys på den forstemmende historie om, hvordan (kvinde)kroppen og kønnet generelt har været kampzoner i kulturhistorien, og hvordan dette i de seneste århundreder specifikt er kommet til udtryk inden for musikkens verden. Tak for den.” - Lars Movin, Signal.dk
Oplev musikken live
Kristina Holgersen og Line Felding leverer en lyslevende lydside med sang, cello, guitar og autoharpe.
Gennem fortolkninger, gendigtninger og egne numre sætter de toner til kvindernes musikhistorie.
Kristina Holgersen og Line Felding har bl.a. udgivet albummet Kapow Goodbye (tak og undskyld) med tekster af forfatter Leonora Christina Skov.

Line Felding og Kristina Holgersen. Fotos: Marie Hald og Stephen Freiheit
Feminint forår
Fra kloster til kampråb - nye blikke på kvinder, køn og kultur.
Køge Arkiverne, Teaterbygningen og KøgeBibliotekerne står bag arrangementsrækken.
Foto af Anya Mathilde Poulsen: Tine Bek