Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
80 kr.
Lokalitet
Musikcaféen
Teaterbygningen
Bag Haverne 1
4600 Køge
Arrangører
Køge Bibliotek, Musikcaféen, Køge Musikskole, musikforeningen bygningen
Target
For voksne
Musik

Mikrofonen - Eric Clapton

09.06.21
Foredrag ved Thomas Ulrik Larsen om Clapton: Guitargud, bluesman, junkie og vildfaren superstar.

Foredragsholder Thomas Ulrik Larsen fortæller historien om en musikalsk ener, der har været længere omkring end de fleste – og som kom levende igennem turen. Eric Clapton, manden, der opfandt begrebet guitarhelt i midten af 60’erne, fylder 76 den 30. marts 2020, og dette bliver fejret med fortællinger, lyd og billeder.

Clapton tilhører generationen, der var med til at hente den sorte musik ind i det fremmedgjorte efterkrigs-England, og allerede som 20-årig havde han opnået gudestatus som guitarhelt. Men bag de rå og kantede bluestoner og den tilhørende succes, gemte sig en følsom mand, der havde svært ved at få helet sårene fra en traumatisk og svær opvækst.

Den sorte musik – den hvide mand
Eric Claptons opvækst i det landlige England virkede idyllisk, men dækkede over en virkelighed som forladt barn, hvor bedsteforældrene opdragede ham under dække af at være Erics forældre. Da illusionen bristede, søgte den unge, indadvendte Eric Clapton tilflugt i billedkunst og den sorte musik – bluesen. Smerten, som var udgangspunktet i bluesmusikken, afspejlede Claptons liv og person, og han brændte igennem som den første hvide englænder, der kunne spille den sorte musik, så man troede på det. Da Jimi Hendrix i 1967 chokerede publikum var det Clapton, der havde gødet jorden for virtuosen fra Seattle.

Storhed og misbrug
Yardbirds, Bluesbreakers, Cream og Blind Faith var blot noget af det, Eric Clapton nåede i årene 1963-70. Herefter gik starten for en ujævn solokarriere, hvor øjeblikke af storhed blev vekslet med nedture, misbrug og musik af så tvivlsom karakter, at de færreste kunne tro, at musikken kom fra den mand, der tidligere blev hyldet med graffitien ”Clapton is God”. Én ting forblev dog konstant: For Eric Clapton var bluesen identisk med den, han var.

Eric Clapton giver koncerter i Royal Arena, København, 14. og 15. juni 2021.

Foredraget præsenteres af MikroFonen, der er et samarbejde mellem Køge Musikskole, Musikforeningen Bygningen, Teaterbygningen og KøgeBibliotekerne.
Arrangementet er støttet af Køge Kommunes Kulturpulje.


Halv pris for unge under 25 år.

Tags