Musik

Tema i efteråret: Musik og politik

Den amerikanske valgkamp kører for fuldt tryk, og musik spiller en væsentlig rolle. Bliv klogere på musikalske magtspil og politiske toner ved to foredrag i oktober.

Af Redaktionen

Illustration skabt med AI i Midjourney.
Illustration skabt med AI i Midjourney

Politikere har gennem historien brugt musik som et kraftfuldt redskab til at skabe folkestemninger, og musikere spiller en stor rolle i at forme og påvirke den politiske bevidsthed blandt lyttere og fans. 

Sjostakovitj og Sovjetstyret

Den 3. oktober kan du høre den fascinerende historie om den russiske komponist Sjostakovitj, hvis liv var som en lus mellem to negle - kunsten og regimet - under Sovjetstyret.

Sjostakovitj faldt i unåde hos Stalin og måtte leve med en pakket kuffert klar til flugt. Alligevel lykkedes det ham at udfordre magthaverne via kunsten.

Men hvem var Sjostakovitj egentlig? Var han en naiv kunstner, der aldrig helt forstod den rolle, partiet pålagde ham? Eller var han en skarp satiriker, der gennem sin musik skjult udfordrede sovjetstatens kulturpolitik?
 

USA - kan popmusik vinde valg?

Den 30. oktober retter vi opmærksomheden mod rock- og popmusikken, når musikjournalist og P6 Beat-vært Niels Fez Pedersen fører os gennem amerikansk populærkultur. 

Turen går fra klimaforandringer og #MeToo-bevægelsen til borgerrettigheder, Vietnamkrigen og Donald Trumps tilstedeværelse i raptekster. 

Vi kommer naturligvis også til at se nærmere på det kommende præsidentvalg.

MikroFonen-foredragene er et samarbejde mellem Køge Musikskole, Teaterbygningen og KøgeBibliotekerne. MikroFonens arrangementer er støttet af Køge Kommunes Kulturpulje.