HURRA! - for bedsteforældre

05.05.22
Vi hylder det tætte bånd og helt særlige frirum, der kan opstå mellem børn og bedsteforældre.

Bedsteforældre giver deres børnebørn en masse gaver for livet. Kærlighed, værdier, oplevelser, venskab, selskab, hemmeligheder og al slags omsorg.

Både børnebørn og bedsteforældre beriges af hinandens selskab. Børnene fortrylles af deres bedsteforældre, som føler sig lige så specielle i selskabet af de små mennesker, som har så meget energi og begejstring efter at opdage verden.

Nærvær og kvalitetstid

Børnebiblioteket har ofte besøg af bedsteforældre og deres børnebørn. Børnene er altid meget rolige og afslappede, når de ankommer i selskab med deres bedsteforældre, der i modsætning til børnenes forældre, ikke har ansvaret for alle dagligdagens gøremål, arbejdsliv, opdragelsesprocesser etc. De kan gå ”all in” - nyde nuet og skabe kvalitetstid sammen med barnet.

Bøger om bedsteforældre af mange slags

Vi har lavet en liste med nogle af vores gode bøger om bedsteforældre. De handler bl.a. om de gode relationer generationerne imellem, sjove oplevelser sammen, helt specielle bedsteforældre med alverdens kompetencer og også bøger med en vinkel på det at bedsteforældre kan forandre sig – fx grundet sygdom og alderdom.

Litteraturen kan netop være nøglen til at få snakket om de lidt svære emner. Hvad betyder det, at morfar har demens, og hvorfor kan farmor ikke huske så godt mere?

Til alle jer bedsteforældre derude; HURRA for jer – bliv ved med at være de fremragende bedsteforældre, I er!

Fra den 3. maj til den 31. maj kan du besøge udstillingen 'Fortællinger fra de ældre i Køge' på Køge Bibliotek.

Den 19. maj er der 'Kreahygge for børn og deres bedsteforældre' på Køge Bibliotek.

Tags
Materialer