Bøger fra de 32 deltagerlande i fodbold-VM. Kig forbi udstillingen i Fiktion på 1. sal af Køge Bibliotek.

VM i skønlitteratur - en udstilling

07.11.22
I stedet for at se VM i fodbold er der her 32 tankevækkende bøger fra de nationer, der er med.

Når VM i fodbold går i gang den 20. november er det på en baggrund af værtslandet Qatars brud på menneskerettighederne, som gør, at man ikke nødvendigvis har lyst til at tage del i fodboldfeberen.

I en udstilling i vores Fiktion-afdeling på Køge Bibliotek har vi i stedet vendt blikket mod skønlitterære bøger fra de lande, der er med i VM-slutrunden.

Bøgerne er en chance for at blive beriget af læseoplevelser fra lande, man ikke så tit besøger i litteraturen, fx Ecuador, Iran, Sydkorea og Ghana.

Paranoia under VM i Argentina

Der er mange forskellige genrer at gå på opdagelse i, fra samtidsromaner over slægtskrøniker til moderne digte.

I nogle af bøgerne spiller fodbold en rolle. Det gælder bl.a. den argentinske Der er nogle typer dernede, som foregår under fodbold-VM i Buenos Aires i 1978 og handler om en journalist, der føler sig forfulgt af militærjuntaen.

Det gælder også den engelske krimi Januarvinduet, som er en del af en hel serie af krimier fra fodboldverdenens betændte sider, skrevet af Philip Kerr. Og USA fik lov at få en roman om nationalvarianten amerikansk football med.

Hun boede to år i Costa Ricas jungle

Enkelte nationer var ikke repræsenteret på vores skønlitterære hylder, så fra Costa Rica kan du følge danske Knirke Egedes personlige beretning om at sælge alt, hvad hun ejede, og slå sig ned i to år i en hytte i Costa Ricas jungle.

Værtslandet Qatar er der heller ikke meget skønlitteratur fra, men YA-romanen Love from A to Z er en mulighed. Den handler om Adam og Zayneb, to muslimske unge fra USA, der mødes og forelsker sig under en ferie i Doha, Qatar.

Love from A to Z er på engelsk og kan bestilles via bibliotek.dk

En anden mulighed er thrilleren Total Fallout, som bl.a. udspiller sig i Qatar og findes på eReolen Global.

Bøgerne står gruppevis herunder - ud fra listen kan du se, hvilket land de repræsenterer

Gruppe A: Qatar, Ecuador, Senegal, Holland
Gruppe B: England, Iran, USA, Wales
Gruppe C: Argentina, Saudi-Arabien, Mexico, Polen
Gruppe D: Frankrig, Australien, Danmark, Tunesien
Gruppe E: Spanien, Costa Rica, Tyskland, Japan
Gruppe F: Belgien, Canada, Marokko, Kroatien
Gruppe G: Brasilien, Serbien, Schweiz, Cameroun
Gruppe H: Portugal, Ghana, Uruguay, Sydkorea

Tags
Materialer