VM-udstillingen: Her er finalisterne!

15.12.22
To romaner står tilbage - Argentinas 'Der er nogle typer dernede' og Frankrigs 'Færdig med Eddy Bellegueule'. Hvem løber med sejren og titlen?

På søndag - den 18. december - kåres vinderen af VM i fodbold for herrer 2022, når de forsvarende verdensmestre Frankrig møder en anden af de helt store fodboldnationer, Argentina.

I VM-udstillingen på Køge Bibliotek, hvor det ikke er fodboldhold, men romaner fra de deltagende lande, der battler, er vi dermed nede på to bøger.

Hvem vil låne Argentina?

Argentina har hele vejen igennem været repræsenteret af Antonio Dal Masettos 'Der er nogle typer dernede', og vi synes bestemt, at nogen skulle komme og låne den, for den er en spændende beretning om en argentinsk journalist, der bliver mere og mere paranoid, fordi han frygter, at militærjuntaen er efter ham.

Utroligt passende udspiller historien sig under VM i 1978 i Buenos Aires.

Det barske udkants-Frankrig

Frankrig har været repræsenteret af flere forskellige romaner undervejs. Når én bliver lånt, sætter vi nemlig en ny frem.

Lige nu er det Édouard Louis, der er med - i form af debut'en 'Færdig med Eddy Bellegueule', som er en stærk, selvbiografisk fortælling om homoseksualitet, om at vokse op i et forrået udkants-Frankrig og om at bryde den sociale arv, der holder mennesker nede.

Sådan afgøres det

Det er ikke nødvendigvis de to allerbedste fortællinger fra de respektive nationer - smag er jo subjektivt - men vi vil vove at mene, at de er i toppen af ligaen.

Hvem der vinder, handler heller ikke om bøgernes kvalitet, men om, hvordan deres lands fodboldhold klarer sig på søndag. Og hvis nogen låner bøgerne inden, ja, så er det nogle andre romaner, der får chancen for at repræsentere.

Vi er meget spændte!

Tags
Materialer