Også monstre kan blive rygende uenige! Men mon ikke de bliver gode venner igen?

ÅRETS BEDSTE: Billedbøger

04.11.20
Der udgives så mange fantastiske, sjove, alvorlige og smukke billedbøger, så det er en ren fornøjelse at få lov at læse og kigge billedbøger sammen med børnene.

Det giver gode stunder, hvor snakken om små og store emner fra venskab, mobning, kræsenhed og sjov og ballade kan deles. Der er bøger, hvor man kan fjolle sammen med ”De bandeglade badutter”, føle med klovnen, der ikke er sjov, men ”kun” sætter tanker i gang. Eller nyde den poetiske bog om navnebringeren. Dette er en liste med kun 10 bøger. På børnebibliotekerne kan I finde et kæmpestort udvalg af gode flotte kvalitetsbilledbøger, som I kan nyde sammen i familien.

Nalle er et lille krussedullevæsen, som bestemt godt ved, hvad hun vil. Hun vil læse den samme bog mange gange. Men når mor bestemmer at Nalle skal have yoghurt vil Nalle have is. Hvem vinder denne klassiske morgenbordskamp???

En vidunderlig bog af en dansk stjerneforfatter og en norsk stjerneillustrator. Klovnen Dummy er ikke særlig sjov. Cirkusdirektøren vil fyre Dummy, fordi han ikke er sjov nok. Men når klovnen optræder, får tilskuerne øjne op for andre ting i livet og de kræver ham tilbage i manegen.

Hvem gemmer sig bag de forskellige døre i denne bog? Hvis du bladrer videre til næste side, får du svaret på, hvem der fx er bag den frygtelige, den iskolde og den ssssnorkende dør. En sjov og legende bog, som børn og voksne kan gætte med på sammen.

Tænk at finde Mirakelkuren, Palle P., Axel elsker biler i samme bog. Her er en samling af forfatterens bedste historier. Her rimes, rappes og bandes i højt tempo og humør. Det er Marianne Iben Hansen, når hun er bedst – og det er godt!

En fantastisk bog om venskab. Kan gode venner godt være rygende uvenner? Kan Store Monster tilgive Lille Monster? Lille Monster og Store Monster keder sig. De kan ikke blive enige om noget at lege. De skændes, og pludselig bliver Lille Monster så vred, at han slår Store Monster. Bliver de nogensinde venner igen?

Fanny er ked af at være enebarn, heldigvis vil hendes gode ven Carl gerne forære hende sin storebror. Men er det nu en god ide? Nyd Carl og Fanny - de charmerende elefanter, som altid har en god løsning ved hånden.

Navnebringeren er akkurat lige så vigtig en person som julemanden, tandfeen og påskeharen. Det er ham, der bringer navne til de små børn. Det er ham, der har fundet det fineste navn lige præcis til dig. Så du er blevet til dig. Navnebringeren er en smuk og poetisk bog.

Nu har den dreng fundet på gale streger i 20 bøger. Kan han dog blive ved? Ja, det kan han! Her i bog nr. 21 er Vitello taget på charterferie, ned til de store softice og den dybe swimmingpool. Ved denne kombination kommer livredderen på hårdt arbejde.

Hvis man ikke har et fodboldmål i haven, må man jo selv lave et. Det er Villads mand for, med grensaksen i hånden går han på rov i mors buske og træer. Den løsning er der så delte meninger om. Det går ikke meget bedre med at hjælpe far med at vaske badeværelsesgulv. Det er som altid gang i familien, når Villads folder sig ud.

Både Nora og farmor bliver udfordret her. Nora kan ikke lide grøntsager og farmor spiser ikke slik! Hvis Nora skal spise grøntsager, skal farmor også øve sig i at spise slik.
En herlig bog om kampen om madvaner.

Materialer