ÅRETS BEDSTE: Højtlæsningsbøger

05.11.20
Højtlæsning for store og små. Det vigtigste for et barns læselyst er, at det holder af historier

Det er barnets primære voksne, der er de første til at åbne barnets verden ind til historierne, og det sker gennem højtlæsning. Højtlæsning er et godt udgangspunkt for samtaler om det, der optager barnet lige nu og her, og barnet bliver bedre til både at forstå sig selv og andre.

I mange børnefamilier er der tradition for at læse højt. Heldigvis. For det at læse højt sammen kan noget særligt. I en verden hvor digitale medier og hurtige informationer fylder mere og mere, har vi brug for højtlæsning. Den nærhed og fordybelse, der opstår, når man sammen udforsker bøgernes univers og i fællesskab læser en god historie, er vigtigere end nogensinde før.

Derfor skal vi værne om højtlæsningen. Højtlæsning er nemlig med til at vedligeholde barnets interesse for bøger og gode historier – det skaber med andre ord en appetit efter mere!

Herunder finder du en liste med 10 anbefalinger på nye højtlæsningsbøger til både store og små.

Her er tale om en rigtig røverhistorie fra England. Med fuld knald på action, eventyr og atmosfære.
Året er 1816. Hungersnøden hærger i England og 11-årige Tom havner på et fangeskib efter at han bliver taget i at stjæle brød. Hele dramaet der udspiller sig er utrolig spændende, sproget er godt og illustrationerne smukke.
Jeg kan på det varmeste anbefale ”Fangeskibet” til alle der har lyst til en knaldgod fortælling.

Endnu en sjov historie om Mageløse Magda, som elsker at finde på spændende lege sammen med sin babysitter Nisse, og som udfordrer sine forældre ved ikke altid at tage et nej for et nej.
Der er noget befriende og skønt ved Magda-historierne, som er små hverdagsfortællinger i børnehøjde.
De rummer både varme og humor – præcis ligesom Anne Sofie Hammers bøger om Villads fra Valby.

Er man til små korte historier fortalt med en god portion humor, så er ”Ottos ikke-noget historier” bestemt læseværdig. Når mor og far spørger Otto, hvad han har lavet i børnehaven, svarer han hver gang: ”ikke noget”. Men de to ord viser sig at gemme på både sjove, spændende og lidt uhyggelige historier. Historier som er glimrende til godnatlæsningen inden sengetid, for hvem vil ikke gerne gå i seng med et smil på læben?

Denne bog rummer cremen af de bedste billedbogsklassikere lige fra H.C. Andersens “Fyrtøjet” til Ida Jessens “Da Carl næsten sov i telt”, Vitello og Palle alene i verden. Her er med andre ord historier, som mange forældre og bedsteforældre kender, men der vil sikkert også være nye historier at udforske sammen med børn og børnebørn.

De to venner, Ræven og Pattegrisen udtænker sammen en plan for at få fat i Surefatters koglesuger, så de kan få gjort rent i rævens hule. Det er en historie, hvor der foregår mange gakkede ting i en skør og absurd verden. Der er ligheder med forfatter Rune T. Kiddes humor, så er man med på denne skæve humor, vil der klart være mange gode grin at hente her.

Karoline er 7 år og elsker alenetid, men synes det er svært at sige nej til at lege – og så samler hun på ting, der skinner.
En dag flytter Gustav ind ved siden af og Karoline opdager, hvor sjovt det er, at have en rigtig god ven.
Bogen er god at læse op og med en handling, som mange børn vil kunne relatere til.
Den kan afføde nogle gode snakke med børn om venskab og følelser.

Sjov bog om englen Hassan, en ridder, og 7-årige Lula som sammen må redde verdens fremtid, der bliver styret af blæksprutten Fru Mortensen. Det lyder skørt, og er det også! Historien er underholdende og overrasker gang på gang. Den vil helt sikkert blive et hit hos børn i mange aldre. Undervejs er der flotte illustrationer af Lasse Spang Olsen, så alt i alt en meget vellykket humoristisk højtlæsningsbog.

Trine skal begynde i en ny skole, men det er ikke let, når mor er sørøver og far har et loppecirkus, og begge sætter en ære i at være nogle skøre, mærkværdige forældre, der gør hvad de har lyst til. Det er en skæg historie om at være en anderledes familie. Bogens illustrationer er i et moderne og farvestrålende udtryk, som mange børn vil synes om.

Hvad er en rigtig familie? Det er spørgsmålet i dette andet bind om Børnene fra Sølvgade. Her oplever de fire børn pludselig, at deres rige bedsteforældre ønsker forældremyndigheden over dem, men de vil hellere være hos deres homoseksuelle reservefar, så de tager kampen op! Historien er underholdende og fortæller om de stærke bånd mellem søskende og sammenhold i en “voksenverden” med mange dumme regler. Har man ikke læst første bind bør man gøre det først.

Fire små velskrevne historier om temaer, som mange børn kan relatere til. Der bliver kredset om emner som mobning, døden, etiske dilemmaer og om at være et barn, der ikke bryder sig om grænser. Historierne indbyder til videre refleksion og samtale med barnet og illustrationerne løfter historierne endnu et hak gennem deres medfortællende og humoristiske stil.

Materialer