Vi skal deltage i børnenes digitale liv

Har dit barn det ok på nettet?

11.02.20
I anledningen af Sikker Internet Dag den 11. februar opfordrer vi forældre og børnenes andre voksne til at sætte sig lidt ind børnenes brug af onlinetjenester og spørge ind til deres sociale liv på nettet og de udfordringer de møder.

Det bliver mere udbredt at manipulere billeder og videoer, hvilket kan bruges både sjovt og socialt, men som desværre også kan misbruges til mobning og det der er værre og det er netop her en snak, måske kan afhjælpe og forebygge ubehageligheder.

Få flere tips og viden om manipulation af billeder og videoer.

TikTok er en meget populær app blandt børn og den er også et sjovt kreativt redskab der appellerer til fantasien. Essensen er at man kan lave 15 sekunders videoer og give likes og kommentere hinandens kreationer. Bagsiden af medaljen er, at man betaler med sine data og at man skal være opmærksom på at den er kinesisk ejet og derfor ligger under for kinesisk censur.

Ovenstående er bare et par eksempler, på de muligheder og dilemmaer der er for børn og unge online lige nu. Og det store spørgsmål er så hvordan vi som forældre kan hjælpe.

Vores bedste bud er at snakke med børnene om hvad de laver online på telefon og PC og undgå forbud og løftede pegefingre. Spørg nysgerrigt ind og lad børnene vise hvad de gør og hvad der er sjovt. De vil gerne fortælle og dele med forældre, men vil måske have tendens til at holde det for sig selv, hvis de bliver mødt med formaninger og forbehold.

26. marts har vi igen fokus på emnet og er heldige at få besøg af Mia Ben-Ami, som holder oplægget Digital dannelse i øjenhøjde.

Hvis man som lærer vil have mere fokus på sikker internet for børnene er der masser af forslag til undervisning og inspiration at finde på Medierådets hjemmeside.

Materialer