Oplev H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet
Oplev H.C. Andersens eventyr om Fyrtøjet

H.C. Andersens Fyrtøjet

28.09.20
Middelalderkælderen under det gamle hus i Køge bibliotek er hele oktober forvandlet til et sanseunivers med udgangspunkt i H.C Andersens eventyr om Fyrtøjet.

I den gamle kælder kan du gå på opdagelse i eventyret, og følge soldatens færden.

Som det første møder du den listige heks, der lokker soldaten til at hente fyrtøjet i hulen. Følg den kække soldat ned igennem træstubben, med de mange lysende lamper.
Nede i hulen sidder de tre hunde med meget store øjne. De bevogter hver deres kiste med kobber-, sølv- og guldmønter.

Soldaten er nu blevet rig og du ser værtshuset, hvor soldaten fester løs med sine venner og bruger alle pengene. Få også et glimt af den underskønne prinsesse på ryggen af hunden, hvor hun flyver gennem natten på vej til soldaten. Højt at flyve, dybt at falde - mærk soldatens armod, når han sidder i kachotten, fordi kongen fandt ud af at soldaten stjal prinsessen.

Fyrtøjet, der på magisk vis tilkalder hundenes hjælp har naturligvis fået ærespladsen.  
Vi håber børn og familier har lyst til at gå på opdagelse i kælderen og får gode snakke om H.C. Andersens dejlige eventyr.

Se selv eventyrlighederne i den gamle kælder. 28 september - 31. oktober

 

Tags
Materialer