Pige læser billedbog
Pige læser billedbog

Her er Børnenes Bedste Bøger

13.12.18
Vi er aktuelle med en ny udgave af Børnenes Bedste Bøger, som består af 58 bogtitler til børn i alderen 0 – 6 år.

Bøgerne er valgt ud fra litterære kriterier, relevans for aldersgruppen og med øje for, at bøgerne tilsammen præsenterer mange kulturelle forhold.

Bøger med i bagagen

’Børnenes Bedste Bøger’ er med til at fremme billedbøgernes kvaliteter i forhold til udviklingen af børns sociale og kulturelle kompetencer. Fordi bøgerne bruges i vuggestuer og børnehaver, får alle børn i vores kommune en god bagage af historier, kunst og ordforråd inden de begynder i skolen.
Men listen er ikke kun for institutionerne, den er i høj grad også lavet til familierne.
Med bøgerne som udgangspunkt er der udsigt til mange hyggelige, lærerige, uhyggelige og sjove timer i familien.

At være sammen
Først og fremmest giver billedbøger mulighed for at være sammen med ens barn om noget rigtig sjovt, spændende, mærkeligt og hyggeligt! Uden andet formål end den fælles oplevelse. At læse og gå på opdagelse i bøger med et godt, bevidst valgt sprog og særlige illustrationer fremmer desuden dit barns evne til at forholde sig til denne slags kunst – og få lyst til endnu flere fortællinger og billeder. Derfor er det vigtigt at læse mange forskellige billedbøger sammen med de helt små børn.

Svensk idyl versus bandeord

Vi kan da godt læse de bøger vi selv hørte, da vi var børn.  At læse ’Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla’ er dejligt, fordi bogen formidler et hyggeligt og fint billede af livet i en mindre svensk by midt i 1800-tallet. Børnene er artige og man hjælper de fattige.
Bagefter kan I så snuppe ’Vitello ridser en bil’ – og frydes eller forarges over nutidens frække og livsduelige dreng og hans bedrifter. Og more os over alenemorens behov for et glas rødvin mere til at dulme savnet af den for længst forduftede, italienske, barnefader.
Man må ikke bande i virkeligheden og derfor er det sjovt at sige bandeord. I billedbøger må man gerne bande, hvis det giver mening. Og det gør det jo, når Sally laver en bandekasse for at tjene penge til en Tivolitur i ’Sallys far bander (-ad helvede til). Målet helliger midlet og far bliver nødt til at bande en masse, så familien har penge til at komme i Tivoli.

Lysten til at læse

Der er forsket i om børn lærer at læse, når vi læser billedbøger for dem. Man bliver ikke god til at læse af det. Men man bliver god til bøger! Små børn ser, hvordan vi voksne håndterer bøger og gør det samme: sætter sig med bogen i skødet, peger og ser på billederne, opdager at der er tekst som betyder noget, spørger til hvad der står.
Selv helt små børn kan fascineres af, at der på næste side er noget nyt og dog genkendeligt. Prøv ’Julia henter strømper’, hvor Julia får en hel teaterforestilling ud af at skulle hente sine strømper, så hun ikke fryser fødderne – med mor, far og mormor som begejstrede tilskuere.

Bøgernes påvirkning / påvirkning fra bøgerne

Forældre, pædagoger og lærere har alle dage frygtet den påvirkning, medier har på børn. Mange moderne billedbøger præsenterer frimodige børn med stærke viljer. I ’Lili får besøg’ er de to bedsteveninder Lili og Molly ved at flå hovederne af hinanden i kampen om det bedste legetøj. Selv små børn kan godt se, at det er noget der foregår i en bog. De kender til slåskampe – men ved godt, at man i det virkelige liv skal tale om tingene…

Gør børnene aktive med bøgerne

Hvis børnene ikke lige med det samme har lyst til at bruge bøgerne, så er løsningen måske, at I skal bruge nogle af de bøger, hvor I sammen er aktive omkring historien. Bøger, hvor I kan gå på jagt efter ting, hvor I kan digte videre på historien, hvor I kan lave lister, eller få svar på en masse spørgsmål.
De findes også her i Børnenes Bedste Bøger.

Perspektiver på verden

Hvor stor er jeg egentlig? Ja, det kommer an på øjnene der ser. I ’Alle så en kat’ kan barnet sammen med katten opleve, hvordan man kan være helt forskellig alt efter omgivelserne. Her er der fokus på krop, sanser og identitet og plads til tanker og snak om, hvem man er.

Verden på lister

Alle laver lister over almindelige dagligdagsting. Men hvorfor skal det være så kedeligt? I ”Listebog” er der finurlige lister over alt mellem himmel og jord. F.eks. ’ Dyr med lange tunger’ eller ’Runde ting man kan træde på, fra æv til ah’. Gå på opdagelse i lister over ting I ikke vidste fandtes. Her får børn og voksne lyst og ideer til at lave egne lister over vigtige ting.

Historier uden ord

I billedbøger uden ord kan I lade fantasien få frit spil, digte jeres helt egen historie og drømme jer ud i verden. Her kan børn og voksne på lige fod sammen lave historien ud fra billederne.
Tegnestilen i ”Over under: løft flappen og se hvad der foregår under jorden” er enkel og farverne er næsten udelukkende i blå og grå nuancer. Alligevel folder der sig fantastiske steder ud over og under jorden, når I går på opdagelse i detaljerne. Videbegærlige børn kan få pirret nysgerrigheden og bruge timer på at udforske den underjordiske verden til lands og til vands.

Volapyk

Eller I kan more jer med en bog på sit helt eget sprog. Som når børn er ved at lære at snakke og siger en masse ord de selv forstår, men som er volapyk for andre end dem selv. I ’Ma æ dat?’ får I en fornøjelig fortælling i billeder og mystiske ord om livets gang i naturen. Her er barnets fortolkning af hvad ordene betyder lige så god som den voksnes.

Hent inspiration

Lister inddelt efter alder kan fås på bibliotekerne eller du kan downloade dem her
Og så er I altid velkomne på børnebibliotekerne til en snak om, hvilke billedbøger der er de bedste til lige præcis jeres børn.