eReolen GO
eReolen GO

Husk eReolen!

08.01.18
Mange af jer ved det, men det kan ikke gentages nok: Det er muligt at låne og læse eller høre bøger online på din telefon, tablet eller PC via biblioteket, hvis du bor i kommunen og er tilmeldt KøgeBibliotekerne.

Hvordan?
Du logger på hjemmesiden eller appen med dit låner nr./cpr nr og adgangskoden er den samme som du bruger ved lån på automaterne på biblioteket.
Prøv appen (iOS eller Android) eller hjemmesiden.

Vil du kun have børnebøger kan du bruge eReolen GO, som er det samme tilbud, men kun med børnebøger og i et børnevenligt design.

Prøv appen (iOS eller Android) eller hjemmesiden.

Er du glad for engelske bøger er eReolen Global et godt tilbud. Her ligger rigtig mange engelske bøger og det er muligt at sortere efter sværhedsgrad, emner, skønlitteratur, faglitteratur m.m.

Prøv appen som hedder Libby (iOS eller Android)

Hvorfor?
Fordi du kan gøre det lige præcis når du har lyst også når biblioteket har lukket kl. 3 om natten. Der findes rigtig mange gode bøger herinde.

Og nu endelig til indholdet..
Herunder er et udvalg af gode bøger indenfor skønlitteratur og faglitteratur for børn og unge
Fik du ikke lige en Vitello bog med hjem fra biblioteket er der masser at finde på eReolen og knægten er lige så flabet og vidunderlig som altid. De findes både som lydbog og ebog.

I 1989 skrev Dennis Jürgensen Dystopia. Det er en klassisk fantasifortælling, der handler om en farefuld rejse, hvor det onde skal bekæmpes og lyset bringes tilbage. Tronarvingerne Cirena fra Frier og Karano fra Lumber jagter bl.a. hinanden og støder på nogle eudaimonere, som lever harmonisk og ikke lader sig mærke af den forandring der er ved at ske. Den findes som lydbog og ebog.

Pigeserier er en efterspurgt vare og Line Kyed Knudsen er et kvalitetsstempel i den sammenhæng. Hun har skrevet serien Elsker, elsker ikke som handler om veninder, kærester og kysseri. Der er 4 bind i serien og de findes både som lydbog og ebog.

I serien Gamerz af Kasper Hoff bliver den hardcore gamer Tim idømt en måneds spillepause af forældrene. Det er svært at overholde straffen og han må give efter og pludselig får han en invitation til en hemmelig onlineturnering, som han ikke kan sige nej til. Der er 6 bind i serien og de findes både som lydbog og ebog.

I Vragets hemmelighed af Benni Bødker er der et hold fra dykkerklubben som laver en tur til et vrag, der ligger på 20 meter vand. Det er en rigtig spændende krimi og hvem er det mon som er nede ved vraget udover holdet fra dykkerklubben?

Monster er en bog for de større børn om drengen Conor som ikke bliver skræmt af et monster i haven. Monsteret undrer sig, men vælger at hjælpe drengen med at se sin frygt i øjnene. Drengen er bange for noget helt andet, hans mor er nemlig alvorligt kræftsyg. Den findes kun som lydbog.

Faglitteratur
Er børnene glade for at tegne, har eReolen et fint udvalg af ebøger som kan sætte kreativiteten i gang. Det kan også være at hovedinteressen er heste eller madlavning eller?.... Der kan laves mange gode søgninger på emner via søgefeltet øverst og i venstre side kan man afgrænse resultatet, så det bliver relevant.

Materialer