Besøg Opfindernissens værksted i kælderen under Det Gamle Hus i december

Julekalenderhistorie - Den nat julen kom skidt fra start i Nisseby

26.11.19
Forfatteren Sandra Schwartz har skrevet indledningen til børnebibliotekets julekalender. De sjove og spændende kapitler er skrevet af børn og redigeret af Sandra Schwartz.

Det er aften i Nisseby. Normalt ville alle nissebyboere for længst være gået til ro efter dagens travle gøremål. Men ikke i aften. I aften sitrer og summer byen af forventning. For denne aften er ganske særlig, og alle, selv stjernerne og månen på himlen, ved det. De blinker og smiler ned til dem og svøber Nisseby i et skær af glitrende sølv.

Det er nemlig den 30. november. Aftenen før den mest travle måned i Nisseby. Om ganske få minutter er det midnat, og Nordstjernen vil præcis på det tolvte slag stige ned fra sin plads på himmelhvælvingen og puste liv og lys i Julestjernen på byens juletræ. Og så kan nedtællingen til den 24. december, årets mest ventede og elskede dag, for alvor begynde.

Alle nissebyboere, dyr og nisser, store og små og dem imellem, er samlet på byens torv om det store ædle grantræ. Det er isnende tænderklaprende koldt. Frostæbler blomstrer på nissekinder, og deres ånde står ud i små dampende skyer. Ingen fryser dog. Det er alle alt for spændte og glade til. Kun en nissebyboer er ikke til stede. Nemlig unge Opfindernisse. Han sover trygt og tungt i sin gyngestol foran pejsen. Han har været oppe hele natten for at lave en helt særlig overraskelse til juletræstændingen, som han er sikker på, vil få alle til at juble, men nu er han altså faldet i søvn.

På torvet er der dog ingen, der bemærker hans fravær. For den her unge Opfindernisse er der aldrig nogen, der lægger mærke til. Faktisk vil de andre nissebyboere slet ikke kendes ved ham. Når de endelig gør, så skælder de altid ud. De siger, han ødelægger julens magi og kalder ham Balladenisse bag hans ryg. Fnys, som om han ikke ved det. Og så bare fordi hans opfindelser ikke altid virker efter hensigten.

Som da hans grødsaltespreder gjorde Madnissernes havregrød uspiselig.

Eller uh, da hans smørklatkaster skød en ordentlig klat i nakken på Julle, og han var nødt til at gå i bad mere end en gang i december.

Eller uf, da hans glimmerforstøver med ægte flammende ildstøv fra vintersolen brændte hul i Julies allerfineste nissehue, så Synisserne i hu hej måtte sy en ny.

Eller urk, da hans sneboldebazooka pludselig fyrede med isbolde og gav alle nissebybørn blå mærker og buler, og hele byen genlød af gråd i stedet for latter.

Eller dybt suk … dengang han virkelig var ved at ødelægge den gode julestemning, da hans multikagebagemikser bagte et bjerg pebernødder på et splitsekund, som selv rensdyrene ikke ville æde. Hvor skulle han vide fra, at det vigtigste krydderi i pebernødder ikke er peber? Det hedder jo ligesom pebernødder og ikke peberkanelkardemommeingefærnellikenødder. Hans mor har aldrig lært ham nissernes hemmelige opskrift. Så vidt Opfindernisse ved, har han slet ikke nogen mor. I hvert fald ikke en som vil have ham.

For Opfindernisse er forældreløs. Han blev bragt til Nisseby en decemberdag for 12 vintre siden af en venlig isbjørnemor, som fortalte Julle, hun havde fundet ham i en fletkurv midt på indlandsisen. Og som heller ikke ville have ham.

Det er ikke med vilje, at det går galt. Det er det virkelig ikke. En dag er Opfindernisse sikker på, at hans eksperimenter, miksturer og opdagelser vil føre Nisseby ind i den moderne æra, hvor alt blive gjort smartere, hurtigere og bedre. En dag vil de andre hylde ham. En dag vil de elske ham og byde ham velkommen med åbne arme i nissefællesskabet. En dag …

Men ikke i dag. I dag sover han sødt og drømmer om Opfinderpriser og en kærlig familie. De andre har ikke engang opdaget, at han ikke er der. Ikke engang Julle, selveste Julemanden. Han, som ser, hører og holder af alle børn og barnlige sjæle i og uden for Nisseby.

På torvet småsnakkes der ivrigt og grines højt, lige indtil Julle og hans Julie, de Sande Julens Vogtere, træder frem foran det høje smukt glaskugle-, kræmmerhus- og slikstokpyntede træ på torvets midte. Det er tid til at sige farvel til november og hilse julemåneden velkommen. I 11 måneder har nisserne knoklet for at være klar.

Julle nikker og smiler og vinker til alle sider. Alle skal ses, for alle er vigtige. December skal køre på skinner, intet må gå galt. Har en familie i Nisseby et problem, har hele Nisseby et problem. Hver nisse er et uundværligt tandhjul i Nissebys store gavemaskineri, og hvis blot en fejler, uha uha, så vil alle menneskebørnenes mange, mange juleønsker være i fare for ikke at blive opfyldt. Julle skuer stolt ud over sine glade nissebyfæller. Tiden er næsten inde, men han tøver alligevel lidt. En sær fornemmelse banker på. Det er, som om der mangler noget. Eller nogen.

”Er der noget galt?” hvisker hans Julie.

”Nej nej,” brummer Julle godmodigt og lukker døren til tanken. Så tager han kærligt Julies hånd i sin og giver den et klem. ”Hvad i alverden skulle der dog være galt? Om lidt velsigner Nordstjernen os og årets jul, og alt er godt.” For Julen går aldrig galt i Nisseby. Aldrig.

Julie kniber øjnene sammen og ser et øjeblik skeptisk på ham. Så nikker hun.

Julle retter sig op og rømmer sig så. Han ser stolt og alfaderligt rundt på de fremmødte, der smiler ham i møde: ”HO HO HO, vær hilset, nissebyboere, på denne glædens nat.”

”Vær hilset, kære venner,” istemmer Julie. ”Julen er hjerternes tid, så grib hinandens hænder og åben jeres hjerter for julens magi. Bagefter er der fest!”

Nisse på nisse på nisse tager hinanden i hænderne, til ingen står alene. For kun når alle er en, vil Nordstjernen lytte til deres kald.

”Kære Nordstjerne, Nissernes ven og vejviser.” Julle breder armene ud. ”Vi hilser og hylder dig og beder dig velsigne årets Jul.” Han nikker til forsamlingen og begynder så at tælle ned. En efter en slutter nissebyboerne sig til, og et kor af stemmer rejser sig. ”Tre, to ...”

Nøjagtig på en slår alle øjnene op og holder vejret i kardemommekrydret spænding. Nordstjernen farer som et stjerneskud ned over himlen mod dem. Et øjeblik er Nisseby badet i stråleglans. Så bliver der med et mørkt. Alt for mørkt. Der går et gispende sus gennem forsamlingen, og så bliver der musestille. Alle stirrer lamslåede op mod toppen af det store juletræ.

”Ved den kanelsøde risengrød!” piber Julle. ”Nordstjernen har svigtet os. Hvordan kan det ske?”

Ingen svarer, men uro og nervøs mumlen breder sig som en lavine i forsamlingen.

Så med et bryder en ung nissepige ud af forsamlingen og peger op mod toppen af træet. ”Øh, hvor er Julestjernen?”

En nissedreng følger efter og stiller sig ved hendes side: ”Ja, og hvor er Opfindernisse? Burde han ikke være her?”

Imens sidder Opfindernisse hjemme foran sin knitrende pejs og savler og snorker lidt i søvne. I hans skød ligger den ældgamle Julestjerne. Den er blevet noget så fin, efter han har pudset den. Hvis han vidste, hvilken massiv nisseballadestorm, der er på vej, så ville han nok ikke sove så sødt. Men det finder han jo nok ud af inden så længe.