Klar, parat, skolestart!

02.08.19
Skolestart er lige om hjørnet - hvordan vækker vi læselysten fra sommerdvalen?

Lige om lidt sider en række børn klar på skolebænken med ordnet penalhus, solbrændte kinder og tasken fuld af gode sommerferieminder. Måske kribler det lidt ekstra i numsen efter mange ugers sommerferieaktiviteter, og måske har de daglige 30 minutters læsning ikke stået øverst på familiernes prioriteringsliste gennem sommeren. Men skal vi igen i gang med de gode læserutiner.

For mange begynderlæsere kan enhver bog virke som et bjerg, der er umulig at bestige. Det kan også være en svær overgang at gå fra de spændende højtløsnings historier man har fået af mor og far, til at låne letlæsningsbøger, der naturligt nok har en langt mindre kompliceret handling. ”Hvorfor må jeg ikke låne en rigtig bog!” hører vi tit børn sige på biblioteket. Det kan man selvfølgelig også, men det er samtidig vigtig at få en bog med hjem, der passer barnets læseniveau.  Mestringsfølelsen ved at fuldføre en bog, er ubeskrivelig. Ikke for nem, men lige tilpas svær, til at man kommer i mål!

Ud over at vælge det rigtige læseniveau, er det afgørende for læselysten at finde en letlæsningsbog, der fanger barnets interesse. Det kan være fodbold, veninder, teltture eller noget helt fjerde. For mange er fagbøgerne de mest interessante, og heldigvis findes der en masse fagbøger til begynderlæsere. Her kan man fortsætte interessen for småkryb fra sommeren, læse om den første månelanding eller om popidoler som Markus og Martinus.

Letlæsnings fagbøgerne spænder bredt, og er hverken kun for drenge eller piger. Det er noget for enhver smag og interesse.

God læselyst!

Tags
Materialer