Børnenes Bedste Bøger

25.09.21
KøgeBibliotekerne udgiver nu 6. udgave af Børnenes Bedste Bøger. Bøgerne er valgt ud fra litterære kriterier, relevans for aldersgruppen og med øje for, at bøgerne tilsammen præsenterer mange kulturelle forhold.

Bøger med i bagagen
’Børnenes Bedste Bøger’ er med til at fremme billedbøgernes kvaliteter i forhold til udviklingen af børns sociale og kulturelle kompetencer.
Fordi bøgerne bruges i vuggestuer og børnehaver, får alle børn i Køge kommune en god bagage af historier, kunst og ordforråd inden de begynder i skolen.
Men listen er ikke kun for institutionerne, den er i høj grad også lavet til familierne.
Med bøgerne som udgangspunkt er der udsigt til mange hyggelige, lærerige, uhyggelige og sjove timer i familien.

At være sammen
Først og fremmest giver billedbøger mulighed for at være sammen med sit barn om noget rigtig sjovt, spændende, mærkeligt og hyggeligt!
Uden andet formål end den fælles oplevelse.
At læse og gå på opdagelse i bøger med et godt, bevidst valgt sprog og særlige illustrationer fremmer desuden dit barns evne til at forholde sig til denne slags kunst – og få lyst til endnu flere fortællinger og billeder.
Derfor er det vigtigt at læse mange forskellige billedbøger sammen med de helt små børn.

At være aktiv med børn og bøger
Hvis børnene ikke lige med det samme har lyst til at bruge bøgerne, så er løsningen måske, at I skal bruge nogle af de bøger, hvor I sammen er aktive omkring historien.
Bøger, hvor I kan gå på jagt efter ting, hvor I kan digte videre på historien, hvor I kan lave lister, eller få svar på en masse spørgsmål.
I bogen “Hvem gemmer sig bag døren” er det højst overraskende, hvem der gemmer sig bag dørene.
Efter endt læsning må børnene bestemt hen at se, hvad der gemmer sig bag hjemmets døre.
Kunne det f.eks. være en gruppe akrobat mariehøns? Den bog taler til fantasien og humoren.

Dyrk børnenes nysgerrighed
Er der noget, der er mere interessant end dinosaurer? I “Dinosaurer og andre øgler fra fortiden” er der mange flotte billeder og gode beskrivelser af dinoer. Her får man en masse viden.
Det gør man også i “Hvad er lyd?” Her får man viden om lyd, lydbølger og hvordan øret fungerer.
Samtidig med at der er gode forslag til aktiviteter og eksperimenter, som I kan lave derhjemme.

Fra gammelt til nyt
Det er dejligt at dele oplevelser, det kan f.eks. være de bøger bedsteforældre og forældre læste, da de var børn.
Cykelmyggen Egon cykler stadig ud på eventyr, selvom han er ovre den første ungdom.
Det er dog utrolig vigtigt, at læse en masse nye moderne bøger, som børnene kan spejle sig i.
Bøger, hvor tempoet og sproget er nutidigt. Der er fuld gang i Sallys far, der bander, i Mustafas kiosk og i rimet om Axel, der elsker biler.

Lysten til at læse
Der er forsket i, om børn har lettere ved at lære at læse, når vi læser billedbøger for dem.
Man bliver ikke god til at læse af det. Men man bliver god til bøger! Små børn ser, hvordan vi voksne håndterer bøger og gør det samme: sætter sig med bogen i skødet, peger og ser på billederne, opdager at der er tekst som betyder noget, spørger til hvad der står. Selv helt små børn kan fascineres af, at der på næste side er noget nyt og dog genkendeligt.
Prøv at tælle med “1 Gnaven Boris”. Boris har mange venner, der gerne vil få ham i et bedre humør. Mon det lykkes?

Mod på verden 
Frækhed belønner sig. Ja nogle gange gør det altså. Følg de 3 små nysgerrige aber der har mod på livet og lyst til de forbudte mangofrugter i bogen ”Måske…”.
Her er livsglæde, nysgerrighed og optimisme, for når man slipper afsted med at spise forbudte mangoer, så går det måske også med bananer? En bog fyldt med humor og livsglæde.

Perspektiver på verden
Hvem er min familie, hvem er din familie? Kan man have to mormødre?
Ja, det kan barnet i bogen ”Mormor og Mormor”. Det er rigtig smart, for så er der en mormor, der læser hyggelige historier og en mormor, der læser gyserhistorier.
Her er der fokus på køn, identitet og plads til tanker og snak om, hvem man er. Men på den afslappede og humoristiske måde.

Venner
Der er fart over feltet, når "Ræv kører bil". Efterhånden bliver det dog sværere og sværere at holde farten på topniveau.
Heldigvis kommer gode venner til hjælp. Et lille skub af en god ven, når det er svært, er altid godt.

Historier uden ord
I billedbøger uden ord kan I lade fantasien få frit spil, digte jeres helt egen historie og drømme jer ud i verden.
Her kan børn og voksne på lige fod sammen lave historien ud fra billederne. I fotobogen “Billeder til de mindste” er der et væld af flotte foto, hvor der sker spændende ting, der appellerer til fantasien og fortælleglæden.
Her kan børn og voksne sammen digte mange historier fra nær og fjern.

Hent inspiration
Lister inddelt efter alder kan fås på bibliotekerne eller man kan se Børnenes Bedste Bøger på koegebib.dk
I er selvfølgelig altid velkomne på børnebibliotekerne til en snak om, hvilke billedbøger der er de bedste til lige præcis jeres børn.

Materialer