Sjove højtlæsningsbøger til det mørke efterår

11.08.17
Hvordan finder man lige den rette positive attitude frem. Sommerferien er brugt og der er laaaaaang tid til efterårsferien. Vejret bliver mørkere og energien er for nedadgående.

Bare rolig – børnebiblioteket ligger inde med løsningen. Vi har fundet sjove, skæve og humoristiske bøger frem der passer til de gode højtlæsningsstunder her i efteråret.

John Kenn Mortensen, der er kendt som mester ud i gysertegninger har illustreret denne nye udgave af ”Charlie og chokoladefabrikken” af Roald Dahl.

Den fattige dreng Charlie og fire andre børn finder hver en guldbillet i en chokoladebar og vinder en dag på Willy Wonkas slik- og chokoladefabrik. Det bliver en oplevelse fuld af overraskelser og farer for alle fire, og det vender op og ned på alting.
Den kan også lånes på DVD.

En god og sjov krimi er herlig underholdning. Det nye Krimiteam Siri & Max skal opklare indbruddet i dyreklinikken, da landbetjenten ikke lige evner at få hul på opklaringen. Første del af serien er Tågefyrstens hævn.

Det er aldrig helt til at vide, hvad der sker, når Anders Matthesen er på spil. I Ternet Ninja har Aske det lidt svært. Han er forfulgt af klassens bølle, Glenn, er hemmeligt forelsket i Jessica og har brug for lidt held. Det kan en ganske særlig fødselsdagsgave fra onkel Stewart måske gøre noget ved?

Denne her bog er måske ikke en sjov bog, men det er en fantastisk roman med snesevis af uforglemmelige figurer. Spændende fortalt, med lidt uhygge til sidst. Måske klemmer man endda en tåre?

 I ”De forunderlige bøger om Amaia og Gustau” bor Bedstefar Drus på loftet hos Amaia og Gustau. Omgivet af stakkevis af bøger og genstande. Da de mister noget i skoven, kan det kun findes ved hjælp af en gammel nøgle til brønden i haven.

Ingolf bor i Skurkistan, hvor man skal lyve og stjæle og være en bandit. Men Ingolf har ikke lyst til at være en skurk og bliver rodet ind i en masse ballade med luftpirater, slagsmål og en revolution.

En sjov og skør historie for 6-9-årige der holder af eventyr og ballade. Læs den hvis I holder af Ole Lund Kirkegaards bøger.

 

 

Materialer