
Skal vi lege ”Hvad siger sneuglen Ulla?”
Med tiden kan I også få stor glæde af at folde historien ud på andre måder end at læse den, bl.a. ved at lege handlingen. At lege en historie fra en bog er en rigtig god måde for den voksne at deltage i en rolleleg sammen med barnet, da der er en konkret handling at tage udgangspunkt i.
Vælg gerne en enkel historie, fx ”Hvad siger sneugleungen Ulla”. Når I har læst historien nogle gange, kan I bruge barnets bamser til at være sneugleunge, snehare, sneræv, isbjørn og sneuglemor. I kan sagtens bruge de bamser barnet har i forvejen, det vil som regel være rigtig sjovt for barnet at se sine bamser komme til live. Fortæl historien og hjælp barnet med at føre sneugleungen rundt til de forskellige dyr.
Gennem legen bliver barnet medfortæller og måske vil det endda digte videre på historien. På den måde giver du barnet mulighed for at være sprogligt aktiv og historien bliver endnu mere konkret for barnet.