Børn - skolestart
Børn - skolestart

Skolestart

29.04.16
Dit barn starter i SFO i foråret og en ny verden åbner sig.

Når barnet rykker fra børnehaven og ind i SFO og skole her i foråret, bliver det mødt med nye spændende udfordringer og store omvæltninger. Her viser vi et udpluk af bøger til både børn og voksne om emnet som findes på dit bibliotek.

 

Tips til forældrene

Det er forskelligt hvordan børn reagerer på forandringerne og alt det spændende som sker i den nye hverdag. Nogle børn kaster sig glade ud i de nye udfordringer, mens andre måske har brug for ekstra opmærksomhed og omsorg for at støtte op om skolestarten. Mit barn skal i skole: forældrehåndbogen tager fat på emner som ”den skræmmende skolegård” og så er der også gode tips til madpakken.

I Guide til forældrene i indskolingen findes masser af gode apps og websteder der passer til skolestarten. Herudover er der også tips til forældreintra og meget andet.

 

Læsning med og for børnene

Efter sommerferien tager de nye 0. klasser fat på tal og bogstaver og sætter de første ord sammen og begynder med simple regnestykker. Vi har masser af gode bøger med enkle sætninger og meget få ord, som kan blive springbræt til at mestre læsningen.

Hvis man vil øve den allerførste læsning er Pi er en bi god at starte med. Den indeholder korte enstavelsesord og der er få ord på siderne.

Vax er en helt er en sjov historie om en modig hund, der jager en tyv på flugt. Den er god at læse, hvis man har lidt kendskab til bogstaver og nemme ord i forvejen.

Det kan også være en god ide at læse en bog med barnet som handler om at starte i skole. På den måde er det ofte nemmere at snakke med barnet om skolestarten. Ida har sommerfugle i maven handler om Ida, som er nervøs ved at skulle starte i 0. klasse.

Hvis tankerne skal lidt væk fra skolen og alt det nye, er det dejligt at forsvinde ind i eventyret om den lille mus Despero, der ikke er som de andre mus. Han elsker bogstaver og bøger og er forelsket i prinsessen på slottet. Det kræver, at man er en heltemodig mus, især fordi der er en fangekælder med ondskabsfulde rotter dybt nede under slottet.

Herunder er en liste med de nævnte bøger, samt flere som er gode og relevante i forbindelse med skolestart.

Tags
Materialer