Så er vi klar til at alle børn læser en masse gode bøger i sommerferien.

Sommerbogen 2020 – lad os booste Køge børns læselyst endnu en gang!

29.05.20
Hvert år deltager tusindvis af børn i Danmarks største læsekonkurrence for alle i alderen 6–15 år. I år er ingen undtagelse! Sommerbogen begynder d. 12. juni og fortsætter frem til d. 22. august.

Læs og anmeld 3 bøger, lav sjove læseudfordringer og få en bog i præmie!
Sommerbogen handler som altid om at styrke børns lyst til at læse. I år skal børnene udover at læse minimum 3 bøger, også hente et udfordringsark inden sommerlæsningen startes. På arket finder man 30 læseudfordringer med varierende sværhedsgrader. Børnene skal herefter løse mindst 10 af udfordringerne for at deltage i den nationale lodtrækning om en af de tre hovedpræmier: Tøm en boghandel på 5 minutter.

Bogpræmier til alle
Alle der laver 3 anmeldelser og løser 10 læseudfordringer kan vælge deres helt egen bogpræmie. Det er børnene selv der vælger, hvilke bøger de vil læse og anmelde – og det må gerne være bøger fra eReolenGO.dk samt netlydbøger, som man kan låne og læse på tablet, mobil eller computer.

Konkurrencen kort 
Man kan deltage i Sommerbogen fra den 12. juni til den 22. august  

  • For alle børn mellem 6 og 15 år  
  • Børnene henter et udfordringsark på biblioteket (Køge, Herfølge, Borup) eller på koegebib.dk.  
  • Børnene læser 3 bøger og løser 10 af læseudfordringerne  
  • Børnene udfylder de 3 anmeldelseskort på bagsiden af udfordringsarket.  
  • Børnene afleverer det udfyldte udfordringsark på biblioteket, og får en boggave.  
  • Børnene er nu med i lodtrækningen om de 3 hovedpræmier.  

Hvem står bag Sommerbogen?
Bag konkurrencen står De danske Børnebiblioteker, der arbejder hen imod Sommerbogens fornemmeste opgave – nemlig at tilbyde børn en masse spændende litteratur i den lange sommerferie. Sidste år deltog tusindvis af børn fra hele landet, der i alt lavede over 30.000 boganmeldelser og dermed var med til at slå det rekordhøje antal anmeldelser fra tidligere år.  

For mere information, kontakt: boernbib@koege.dk 

Filer