Sommerbogen - se hvad I læste

31.08.23
Alle, der har gennemført Sommerbogen, har fået deres boggave, og de, som har været heldige i vores lokale lodtrækning, har fået Biografgavekort.

Hurra – i år har 340 børn i Køge kommune gennemført Sommerbogen!

Det har været dejligt at høre om, hvilke læseudfordringer I har lavet – i år har favoritten været ”at spise en is” og ”have solhat på”, mens man læser en bog = 2 krydser på udfordringsarket.

Vi har haft gode snakke om de mange gode bøger, I har læst. Og I har læst mange forskellige bøger og mange forskellige genrer.

Se hvad andre børn har læst og lad dig inspirere.

Fantasy hitter

Parallelle verdener, seje helte og kampen mellem det onde og det onde - fantasygenren er stadig stor på børnebiblioteket.

Blandt andet Anna Ruhes serie Duftapoteket og de nye serier Skandar af A. F. Steadman og Amari af B.B. Alston – begge serier kan læses på både dansk og engelsk.

Og så selvfølgelig alle Harry Potter-bøgerne af J.K. Rowling.

Venner, skole og forelskelse

Bøger om hverdagen i skolen, at være forelsket, være gode venner eller uvenner er nogle af vores mest populære bøger.

I har blandt andet læst Line Kyed Knudsens serie K for Klara, hvor den 25. og sidste bog netop er udkommet, serien Huset, om børnene, der bor i samme opgang og Jamie Johnson af Dan Freedman, der også er rigtig fin fodboldserie.

Begynderlæsning

Mange, som deltager i Sommerbogen er lige startet i skolen, og derfor bliver der naturligvis læst mange begynderlæsebøger.

Selv med de få og korte ord forfatteren har til rådighed, er der mange fine historier i begynderbøgerne, fordi de understøttes af gode illustrationer.

Det er fantastiske serier som Far og Hasan af Marie Duedahl eller På tur med Anna og Otto af Sanne Haugård.

Flotte illustrerede bøger

I har også fået øje på alle de nye, flotte tegneserier og graphic novels.

Sabine Lemires Mira er vist allerede en klassiker, men også Malin Falchs fantasytegneserie Nordlys og Kid Toussaints Animal Jack, om drengen, der kan forvandle sig til alle mulige dyr – man kan ligesom lidt mere i en tegneserie…..

Gode grin

Ternet Ninja af Anders Matthesen og bøgerne om Wimpy Kid er nogle af de mest læste børnebøger på biblioteket.

Men I har læst mange andre sjove bøger.

Fx Line Kyed Knudsens Naja Münster eller Jagten på sandheden af Kasper Hoff eller Ninja kid af Ahn Do.

Gys og mysterier

Krimigenren har fået comeback – der er mange, som kan lide et godt mysterium.

Mange af jer har læst klassikeren De 5 af Enid Blyton.

Ellers er Elly Griffiths kostskoleserie Mit navn er Justice og den nye Mysterieklubben af Patrik Bergström blevet flittigt læst.

Også Magnus Mysts lille serie om Den lille onde bog, der er en blanding af gys, sjov og gåder, har fået mange fans.

Heartstopper og andre unge-hits

Fra ungehylderne er det Sarah Engells bøger om ungdomslivets udfordringer, Karen McManus’s spændingsbøger og ikke mindst Alice Osemans tegneserie Heartstopper om kæresteparret Nick og Charlie, der hitter.

Klog med fakta

I år er der igen mange, der har læst faglitterære bøger – faktabøger, der omhandler et bestemt emne.

Serier som Kristian på sporet af Kristian Gintberg, Er du rigtig klog? og bøger om Sport er nogle de bøger og emner, der interesserer jer.

Husk at mange af bøgerne også fås på EreolenGO

Vi ses næste år til Sommerbogen.

Materialer