Tegneserier på børnebiblioteket

Her er et udvalg af gode tegneserier fra børnebiblioteket.

Nyere tegneserier

Abefjæs er både titlen og serietitlen på en spændende og flot serie der blander tegneserie og tekst ved at billedernes handling tager over når teksten slutter og omvendt. Drengen Martin og hans mor flytter fra sted til sted og denne gang er det Oslo. Faderen er død og en dag finder Martin sin fars gamle minidisc afspiller med en masse gamle sange samt en optagelse af faderens død. 

Første bind Borte i serien Alene er en alvorlig sag med det klassiske tema om børn der må klare sig uden deres voksne. En morgen vågner de 5 børn og opdager at de øvrige familiemedlemmer er væk. De finder hinanden og må tage kampen op med vilde dyr der på mystisk vis går løse rundt i byen og herudover er der spørgsmålet om hvorfor de er alene og hvad de skal gøre ved det..

Ulvetimen i serien Midgårdsskrøner er en rigtig spændende fortælling som indeholder elementer fra den nordiske mytologi. Her er en stor ulv, troldtøj og en tapper træl og det hele er tilsat en god portion magi.

I Pimo & Rex - Den magiske muse får man en fornemmelse af hvorfor det er vigtigt at aflevere bøger til tiden.. J En af hovedpersonerne Pimo mangler at aflevere en bog og bliver nu forfulgt overalt af ærkebibliotekaren. Tegneserien er med varme rødlige nuancer og med figurer i en sjov barnlig streg.

Pigen Hilda er vild med naturen og i Hilda og trolden kommer hun ud for spændende eventyr og sære hændelser. En lille træmand besøger ofte hendes hus til irritation for Hilda, men senere får hun hjælp af ham, da hun er faret vild i ødemarken.

De sjove​

Med få enkle og udtryksfulde streger leger Delphine Perret i Mig og ulven med ”monsteret under sengen” og det kommer der et herligt venskab ud af mellem en ulv og en dreng.

Mogens og Mahdi bliver banen bliver kridtet op når de to knægte mødes i baggården, men man fornemmer at der bliver et godt venskab ud af det. De to fyre er sammen om alt: De plaffer Nazi´er på PC, forbereder sig grundigt på Halloween og drømmer generelt om at være seje og rige. Det går ikke alt sammen som drengene tror og det er altså hylende morsomt.

Hvis man er forældre til et par små poder i børnehavealderen er underholdningen garanteret med Blindtofte – Det er en rigtig sjov tegneserie, med humor der fører tankerne hen på Steen og Stoffer.

Tegneserier for de mindste

Bjørnen Rasmus Klump er altid glad og der er faktisk sjældent nogle sure miner i denne herlige tegneserie, hvor det ofte ender med at alle vennerne bliver inviteret på mutter Klumps dejlige pandekager.

De underfundige og stilfærdige mumitrolde findes også som tegneserie. Mårdøn Smet har illustreret dem og de følger til en vis grad handlingen i Tove Janssons romaner. De runde og venlige tegninger indeholder klogskab, varme, naivitet og charme.

Yakari den unge Sioux indianer taler og forstår dyrenes sprog. Den lille fyr lever i pagt med naturen og hjælper dyr og mennesker der er kommet i knibe. Tegneren hedder Derib og leverer kvalitet med gode historier.

Klassikerne 

Der er… Tintin som er flot tegnet af Hergé og som altid indeholder spændende mysterier som skal opklares. Og så er der Asterix den gæve galler som tager på eventyr med sin ven Obelix der har hang til trylledrik og romertæv. En  af mine favoritter er Gammelpot som er omgivet af mystik og farlige slyngler, men altid bliver reddet af sin magiske vadsæk.

Og det er jo bare nogle få der her er nævnt, vi har tonsvis af tegneserier så kom forbi og se alt det gode vi har.

Tegneserier på børnebiblioteket
Tegneserier på børnebiblioteket
03.03.16