Vikingerne er kommet til Køge

17.09.14
Vikingeborg fundet nær Køge

Danmark har fået sin femte vikingeborg – og den er fundet nær Køge! Man mener borgen er over 1000 år gammel og at det er den tredjestørste af de fem vikingeborge vi nu har i Danmark. Borgen er højst sandsynlig fra kongen Harald Blåtands tid i slutningen af 900-tallet.

Vikingetiden er en rigtig spændende tid, og nu hvor der er fundet en ny ringborg bliver mange børn sikkert nysgerrige og begynder at spørge mere ind til perioden. Hvordan var dagligdagen, familielivet, krigs- og handelstogterne, og hvad spiste de? Det er nu man kan give sine børn viden om vikingetiden for de vil synes det er interessant at høre om netop fordi emnet er aktuelt.

Skulle man have lyst til at give sig i kast med vikingetiden, har vi fundet en række materialer man kan fordybe sig i.

 

Martin Widmark: Høvdingens bæger

Her er en letlæst vikingehistorie der kan sætte børn i 9-13 års alderen i den rette vikingestemning. Den handler om drengen Halvdan Viking, som lever i Østbyen hos smeden Bjørn, mens hans far er på vikingetogt. Østbyen er forbundet med Vestbyen via en bro, men byernes høvdinge Ragnar og Alarik strides, og da Ragnars glasbæger står på spil i en dyst må Halvdan og pigen Meia træde til.

 

Jim Lyngvild: Vild med vikinger

Børn kan godt lide billeder og dem er der mange af i denne bog. Her kan man kigge og tale om billederne som fortæller om vikingetiden ud fra store fotos hvor der også er faktabokse der beskriver emnet. Man kan læse om konger og slaver, forholdet mellem mænd og kvinder og læse om vikingerne virkelig var så blodtørstige som rygtet siger. Bogen vil være interessant for børn omkring 11-års alderen.

 

Knud Erik Larsen: Vikinger

Her får man et indblik i hvem vikingerne var, hvor de rejste hen og plyndrede, deres guder, våben og deres mange skibe. En fakta-bog der er let at læse for børn mellem 7-11 år.

 

Per Straarup Søndergaard: Harald Blåtand

Denne bog handler om den mægtige Harald Blåtand, hans familie, og de myter der findes om ham. Men man kan også få viden om Jellingestenene og runer og man kan se billeder af Dannevirke og Trelleborg. Bogen er let at læse for børn der går i 3.-4.klasse.

 

Robert MacLeod: Vikingernes verden: de drabelige sagaer og tapre vikingers århundreder

Her er en bog der er spækket med informationer om vikingerne, og som giver god mulighed for at fordybe sig i emnet. Der fortælles om vikingerne som opdagelsesrejsende og håndværkere, men også om deres krigeriske natur og meget mere. Bogen er god underholdning og har mange flotte illustrationer.

 

Clive Gifford: Mad og madlavning i vikingetiden

Kunne det ikke være sjovt at vide hvilken mad der blev spist i vikingetiden og måske endda selv lave sin egen vikingemad? I denne bog får man opskrifter på vikingemad og får fortalt om vikingernes måltider, og om deres gilder, hverdagsliv og levevilkår.

 

Peter Madsen: Valhalla

Tegneserien om Valhalla fortæller om vikingernes guder og er baseret på de nordiske myter. Læs de levende beskrivelser af f.eks. Fenrisulven, Odins væddemål, Thors Hammer, Midgårdsormen og se de flotte farverige billeder. Tegneserien er rigtig god til at give børnene viden om nordisk mytologi.

 

Peter Nieländer: Hos vikingerne

Nysgerrige børn omkring 5 år kan få viden om vikinger i denne bog med mange detaljerede billeder man kan tale om, og flapper der kan åbnes. Her er der rig mulighed for at tale om emner som vikingernes huse, skibe, byer, guder og at vikingerne var krigere, men også købmænd.

Tags
Materialer