Fri adgang til 6 millioner danske avissider

06.01.21
Det Kongelige Bibliotek har nu igen åbnet for online adgang hjemmefra til 67 digitaliserede aviser. Det drejer sig blandt andet om Aktuelt, Land og Folk, Nationaltidende, Aalborg Amtstidende, Fyns Venstreblad og mange andre. I alt mere end seks millioner avissider.

Henover julen har Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med Dansk Journalistforbund, Danske Medier og Kulturministeriet forhandlet en ny aftale med Copydan Tekst og Node på plads. Det betyder, at du nu har adgang til de ejerløse aviser i Mediestream hjemmefra, mens folkebibliotekerne holder lukket.

Det er nu, du har chancen for at bladre i aviserne. Er du historisk interesseret, er der mange timers læsning her.

Aftalen gælder kun, mens folkebibliotekerne er lukket ned. Det Kongelige Bibliotek er forpligtet til at lukke for adgangen, når folkebibliotekerne igen får lov til at åbne. 

Aviserne er de såkaldte "ejerløse aviser". Det er aviser, som for længst er ophørt og ikke længere eksisterer. Selv om aviserne ikke længere udkommer, er indholdet i de udgivne aviser stadig dækket af ophavsret.