5. maj 1945 - Jubelbrøl og glædesrus - med et lille aber dabei

Den 4. maj 1945 ved 19 tiden sad jeg i en tom villa på Østerbro og ventede på nyhederne fra BBC, da jeg blev opmærksom på en fjern, men stigende larm udefra. Jeg modstod min første indskydelse, at løbe ud på gaden for at se hvad der foregik. Istedet åbnede jeg for radioen for at høre de sidste nyheder fra London.

Her fik jeg den ikke helt uventede, men alligevel, i første øjeblik, næsten ufattelige meddelelse: De tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark havde kapituleret.
Endnu i dag, 60 år efter, synes jeg stadig at jeg kan høre den danske speakers stemme i mit øre.
Det varede ikke mange minutter før jeg selv var på gaden og kunne konstatere at larmen, der var kommet som fjerne lydbølger ind i lejligheden, simpelthen var jublen fra de mange mennesker som var styrtet ud på gaden for at få luft for deres begejstring.
Dannebro kom ud på husenes facader og lysene dukkede for første gang op i vinduerne. Der var næsten en eksplosion af henrykkelse i gaderne som jeg aldrig har oplevet før eller siden.

Via en hastig telefonkontakt med vor militærgruppes organisator, kriminalbetjent Kai Hansen fra Gentofte politi, fik jeg at vide at gruppen skulle mødes i en skolegård i Gentofte næste morgen kl. 6.
Vi var en typisk græsrodsorganisation, der fra efteråret 1941 havde udgivet et illegalt blad og efter 29. august 1943 havde vi arbejdet med de illegale flugtruter for folk eftersøgt af Gestapo, med våbenfordeling og med andre direkte aktioner.

Natten igennem spekulerede man selvfølgelig på hvad der nu skulle ske? Muligvis skulle vi fungere som hjælpetropper for de engelske styrker og dermed komme i kamp med de krigsvante tyske tropper. Lykkeligvis skete det ikke, da det næsten uundgåeligt ville have udviklet sig til et blodbad, hvor vores udisciplinerede og uøvede kampgrupper ville havde været i en håbløs situation. Til alt held forblev de tyske tropper i kasernerne, da de jo ikke havde nogen som helst interesse i en nu formålsløs kamp.

Da gruppen mødtes næste morgen, blev de blå-røde-hvide armbind fordelt. De, der ikke selv havde våben, fik dem uddelt fra de lagre vi gradvis havde opbygget. Set i bakspejlet var det hele ret forvirret i de første timer, næsten på kanten af det komiske. Men vi vidste jo ikke om vi skulle i kamp og situationen var temmelig uoverskuelig for os.

Ganske vist havde tyskerne kapituleret overfor englænderne, men ikke overfor en dansk regering, som efter d. 29.august ikke eksisterede. Hæren var afvæbnet og politiet var i tysk fangenskab eller gået under jorden.
Takket være vores tilknytning til Gentofte politi, blev det klart at vores første opgave måtte være at pågribe desperate landsforrædere, stikkere og Hipo-folk. 

Vi blev delt op i små hold og sendt ud for at arrestere mistænkte personer og indbringe dem til Vestre Fængsel.
Det var en nødvendig, men absolut ubehagelig opgave. Mit hold mødte ingen modstand af betydning, men adskillige steder i byen og dens omegn var der skyderier og ret mange døde og sårede.
Af de folk vi skulle hente, var nogle enten selv gået under jorden eller nærmest forstenede af skræk. Der var også nogle der græd af fortvivlelse og forsikrede os at de intet havde gjort mod Danmark, hvilket i mange tilfælde sikkert var rigtigt. Kombinationen af et dansk-tysk ægteskab og en lidt for emsig vicevært eller nabo kunne føre til uønskede fejltagelser.
Tankevækkende og utiltalende var det, at vi et par steder måtte beskytte fangerne mod voldelige angreb fra folk, der sikkert havde forholdt sig fuldstændig passive under krigen.

Set i bakspejlet må man sige at de første timers kaos hurtigt blev overvundet. De første britiske kampvogne og Den Danske Brigade fra Sverige blev modtaget med begejstring.
Frihedsrådet og politikerne fandt hinanden i et nødvendigt kompromis gennem den såkaldte befrielsesregering. Den organiserede modstandsbevægelses opgaver blev afviklet.
Dens medlemmer stod så overfor en ny opgave: at lære at vænne sig til en normal tilværelse.

Johan Wilhjelm / 2005

På Filmstriben kan du se "De fem år" af Theodor Christensen produceret under og lige efter krigens afslutning.

Og vi har samlet nogle nyere biografier nedenfor.