Foto: Unsplash / Church of the King
Foto: Unsplash / Church of the King

Dorte anbefaler: Lidt kongelig har man da lov at være

17.05.22
Det er nok ikke forbigået nogens opmærksomhed, at vores dygtige dronning både er fyldt 80 år og har haft 50-års jubilæum.

 Desuden er Kronprinsesse Mary fyldt 50 år. I disse anledninger er der selvfølgelig udgivet en masse interessante bøger, som jeg har læst med stor fornøjelse. 

Kong Frederik den 9. har også fået en ny udgivelse, som jeg synes passede meget godt ind her.

Frederik i flåden    

99.4 Frederik IX konge af Danmark

Det er vist almindelig kendt, at Frederik havde et anstrengt forhold til sin far Christian den 10. Derfor valgte Frederik også at søge ind i Søværnet under sin værnepligt. Det blev til en livslang kærlighed til søen og dens folk, og det var gengældt. Denne bog giver et unikt indtryk af en mand, der tog sin tørn uden at kny, også selvom man var kongelig. Man kommer vidt omkring, lige fra kadettiden til den voksnes mands glæde ved selv at lægge kongeskibet Dannebrog til kaj. Efter sigende skulle han være en dygtig styrmand, og de mange billeder vidner om tilknytningen til søen. Glæden ved søen videregav han til sin datter Margrethe, som også sætter stor pris på de årlige togter med kongeskibet Dannebrog.

Helle Juhl: Skal man neje?

99.4 Margrethe II dronning af Danmark

Her får man en samling af danskernes møde med deres dronning. Fortællingerne spænder vidt, men desværre er de lidt overfladiske. Det er jo et jubilæum, der fejres, så det skal være positivt. Det er hyggelig læsning, og man får et indblik i tankerne omkring det at møde dronningen i egen høje person. Der er også mange billeder fra blandt andet sommertogterne med Dannebrog. Har man det ligesom mig, at man helst skal læse det meste om Kongehuset, er det en fin bog.

Heidi Laura: En dronnings smykkeskrin

99.4 Margrethe II dronning af Danmark        

DR TV har lavet en fin serie om dronningens skatkammer, hvor blandt andet nogle af hendes smykker vises frem. Med denne bog får man mulighed for at komme helt ned i detaljen i de meget flot fotograferede billeder af smykkerne. Man får også historien om, hvordan de er endt i dronningens varetægt. Det er tit en meget lang og indviklet vej, smykkerne har vandret op gennem historien og i slægten på kryds og tværs af de europæiske kongehuse. Jeg synes, forfatterne er lykkedes godt med at udvælge og fortælle om smykker og diademer, der er mindre kendte. Så her er man godt underholdt.

Koch, Louise Langhoff: Kongernes kvinder

99.1 Koch, Louise Langhoff 

Her får man en spændende bog med kvinderne i centrum. Med hjælp fra blandt andet dagbøger og illustrationer får man et indblik i disse kvinders liv. Det har givet ikke altid været lige nemt at være dronning, frille, maitresse eller elskerinde, og det formår forfatteren fint at få med. Man følger de to slægter adskilt, først Oldenborg og dernæst Glücksborg, kronologien gør bogen mere overskuelig. Så absolut en anbefalelsesværdig bog.

Buchwald, Elisabeth von: Dronningens private skatte

99.94 Det Glücksborgske Kongehus

Her møder man en ekspert, der virkelig ved, hvad hun snakker om. Forfatteren er hofinventar inspektør. Der er blevet givet frie hænder til at udvælge fra dronningens skatkammer, og man fornemmer, at forfatteren har gjort sig mange overvejelser, før hun har udvalgt emnerne. Der spændes også vidt med både toiletmøbel, malerier, armbånd til brudeslør, pokal og service, i alt 32 emner. Det er der kommet en meget fin og spændende bog ud af, og i lighed med En dronnings smykkeskrin er både billeder og beskrivelse meget detaljerede. 

Margrethe: Undervejs fortalt af dronningen selv til Tom Buk-Swienty

99.4 Margrethe II dronning af Danmark

Den bedste bog om Margrethe er ubetinget denne. Forfatteren formår at skrive i den valgte jeg-form, så man føler, at det er dronningen selv, der fortæller. Bogen følger dronningen frem til og med 1972 og kroningen. Dronningens tanker omkring det at være tronfølger og være parat til at overtage tronen efter sin far viser en reflekterende og usikker ung kvinde, der langsomt finder sit ståsted. Med prins Henriks hjælp fuldendes denne rejse med at blive klar, og det er en fattet ung dronning, man ser den frysende kolde januardag i 1972.

Voigt, Franne: Mary H.K.H.  

99.4 Mary kronprinsesse      

Vores næste dronning står klar i kulissen i skikkelse af kronprinsesse Mary. Franne Voigt er fotograf på højt niveau, og har fulgt Mary i mange år. Blandt mere end 40.000 billeder af egne og andres fotografier har Voigt udvalgt bogens fotos, der viser facetter af Marys liv både officielt og privat, med tema-opdeling. Bogen er 36 cm høj, og altså mest egnet til at ligge på et bord. Det giver nogle meget fine fotos, men også en tung bog, som var besværlig at fragte hjem. Men det var sliddet værd, jeg er virkelig imponeret over billedernes kvalitet og noterne til dem, så en varm anbefaling herfra.

Materialer