Mikhail Gorbatjov, 1986. Foto: RIA Novosti archive / Wikimedia Commons

Glasnost, et markant modermærke og Nobels fredspris

31.08.22
Mikhail Gorbatjov var Sovjetunionens sidste leder, fra 1985 til unionens sammenbrud i 1991. Han døde tirsdag den 30. august 2022.

I modsætning til de fleste af sine forgængere havde Mikhail Gorbatjov en energi og farverig karisma, når han talte direkte til folket og gerne hørte på deres kommentarer og kritik.

Manden, der løftede jerntæppet

Med begreber som ’glasnost’ (åbenhed) og 'perestrojka' (ombygning eller omstrukturering) ændrede han historiens gang og tilskrives ofte hovedansvaret for at have løftet jerntæppet i øst og dermed banet vejen for Sovjetunionens fald ved at give sovjetstaterne frihed til selv at vælge deres fremtid.

Efter tiden som sovjetisk generalsekretær drev han privat konsulentvirksomhed med base i Moskva, men rejste ofte verden rundt og fortalte gerne om sine oplevelser hjemme og på den verdenspolitiske scene.

I 2007 besøgte han således journalisten Mads Brügger i DR2-programmet Den 11. time, hvor han bramfrit fortalte om storpolitiske møder med Ronald Reagan under den kolde krig, og at han havde valgt ikke at få gjort noget ved det store modermærke på issen for at folk ikke skulle tro, han brugte sin tid på at forskønne sig selv i stedet for på det, der virkelig betyder noget.

Se Gorbatjovs besøg i Den 11. time på Youtube

I 1990 modtog Gorbatjov Nobels fredspris.

Trænger du til at få opfrisket din viden om Sovjets sidste leder, har vi nedenfor fundet en række bøger om Mikhail Gorbatjov, den kolde krigs afslutning og det massive historiske aftryk, han har sat.

Oprindeligt skrevet af Hans Wendelboe Hviid Skov Bøcher, Aalborg Bibliotekerne.

Materialer