Tid til en kaffepause

Kaffe – en drik, der ændrede alt

15.04.20
Kaffeelskere verden over skylder geden stor tak. Ifølge overleveringerne blev kaffe nemlig opdaget af en flok lettere rebelske geder, der ikke kun stak af fra deres hyrde, Kaldi, men også mæskede sig i røde bær fra et hidtil ukendt træ, og blev noget nær stangberusede.

Nu, 1.200-1.300 år senere kan vi selv mæske os i alverdens typer af kaffe, og det skylder vi alle sammen Kaldi og hans bortløbne geder tak for. 

Reelt set, så ved vi ikke, om hyrden hed Kaldi eller der i det hele taget var en hyrde, men det er en god historie. Vi ved dog, at kaffe blev opdaget i Etiopien og bredte sig over Det røde hav til Yemen, og fra Yemen kom kaffen via osmannerne endelig til Europa.

Er du i øvrigt interesseret i, hvilken rolle Yemen udspillede for udbredelse af kaffe, og bare i kaffe i det hele taget, så kan jeg varmt anbefale Dave Eggers ’Monk of Mokha’. Her kan du få dem som ebog og lydbog

Og verden var aldrig den samme …

Kaffe er bogstavelig talt en drik, der har ændret verden. Ikke kun som det koffeinholdige brændstof, der holder mange af os kørende i dagligdagen, men som social og samfundsmæssig reformator og lim.

På et overordnet plan giver kaffe os mulighed og undskyldning for både socialt og fagligt at mødes med mennesker. Det er hyggeligt og uskyldigt at møde et andet menneske til en kop kaffe, og rent professionelt, så skal det famøse kaffemøde ikke undervurderes.

Men kaffe har ikke kun givet os en undskyldning for at hænge ud og mæske os i koffein. Den djævelsk sorte drik har haft en væsentlig større indflydelse end blot det rent sociale element. Kaffe har nemlig affødt kaffehuset.

Og kaffehuset. Dét ændrede alt!

I en samfundsmæssig sammenhæng har kaffehuset betydet, at verden rykkede tættere på, viden blev delt og nye ideer spirede. Det var et sted, hvor det var meningen, at man skulle diskutere og udvide sin horisont. Det var ikke usædvanligt, at gæster blev aftvunget nyheder og rygter inden, de fik lov at bænke sig.

Det store forsikringshus Lloyd's of London havde eksempelvis sit udspring i et kaffehus, hvilket nogle af de første aviser og blade også havde.

På et tidspunkt fik kaffehusene betegnelsen “penny universities” grundet prisen på en kop kaffe og det, at de gav adgang til aviser, pamfletter, nyheder og viden. På en måde kan man næsten sige, biblioteket er den moderne arvtager til kaffehuset.

Læs og lyt mere selv

Nedenfor kan du finde et bredt udvalg af litteratur, der på den ene eller anden måde er inspireret af kaffe.

Materiale

F.eks. ’En lille bog om kaffe - en guide til den bedste kaffe du nogensinde har smagt’, der hjælper dig med at finde og brygge den gode kop kaffe, eller ’Sådan digitaliserer man en kop kaffe’, der dog handler knap så meget om kaffe som innovation og virksomhedskultur.

Kaffe spiller også en rolle, om ej andet i titlen, i mange andre bøger.  Selv Agatha Christies belgiske mesterdetektiv optræder i en bog under titlen ’Sort kaffe’. Ganske som Lee Childs Jack Reacher også altid nyder og oftest også reflekterer over en kop sort kaffe.

Ellers er der naturligvis også et veritabelt kildevæld af fagbøger, der omhandler alt fra selve brygningen over dyrkningen til kulturen.

 

Skrevet af Jan M. Johansen, KøgeBibliotekerne

Materialer