Naturoplevelser i Danmark

05.05.20
Dine planer for sommerferien har måske ændret sig i løbet af de sidste par måneder, og du har brug for inspiration til naturoplevelser i Danmark. Men kender du din type?

 

Til den madglade

Giv dig i kast med kokken Claus Meyer og naturvejleder Søren Espersens felthåndbog ’Meyers store naturalmanak’, som guider dig gennem hvilke ingredienser i maden, du kan finde i den danske natur og har serveringsforslag samt opskrifter til, hvad dine fund kan bruges til.

Ligeså kan du finde inspiration i bogen af Thomas Laursen ’Vild: naturen ind i køkkenet’ eller i ’Vildnis’ af søskendeparret Ejlersen. Eller måske kan vi friste med bogen ’Bålmad’, der er en gennemgang af bålets processer og opbygning samt idéer fra de lette til de avancerede opskrifter.

 

Til den aktive

Er du den aktive type, kan du danne dig et overblik over ’Vandreture i Danmark’ eller tage på ’Gåture i Rold Skov’. Hvis der skal være mere fart over feltet, kan du overveje ’Cykelture i Danmark’, som byder på 66 ruter rundt i landet. Turen kan også foregå til vands, f.eks. med ’Havkajakture – Sjælland’, som foreslår 10 havkajakture inddelt efter niveau, antal kilometer og dage.

 

Til børnefamilien

Hvis I savner inspiration til, hvad man som børnefamilie kan foretage sig i naturen, så kommer der her et par forslag til mange timers fornøjelse. I ’Unger og udeliv’ får man inspiration til naturaktiviteter, som kan foregå i haven, skoven eller på stranden. Og hvis man bliver rigtig bidt af udelivet, kan man læse den ’Første bog om friluftsliv i de nordiske lande’ og blive klædt godt på til friluftslivet. Brug desuden også bogen ’Sheltertur’ eller med ’Kanotur – på sø og å’, hvis I planlægger en længere tur i det fri. Nu hvor I er ude, er der rig mulighed for at nørde igennem alle de fantastiske dyr og planter, som I måtte finde, hjulpet godt på vej af 'Anders Koefoeds Store bog om naturen’ eller eReolens podcast ’Tæt på naturen med Anders Koefoed’.

 

Til den kulturelle

Hvis du er kulturel eller historisk interesseret, er der mange gode bud på bøger, som fører dig gennem guidede ture i hele landet, hvor historie og kultur er i centrum. I bogen ’Hærvejen’ fortæller forfatteren Henrik Tarp om den 500 km lange vandretur ned gennem Jylland, hvor det danske naturlandskab, med guide til seværdigheder og overnatningsmuligheder, bliver gennemgået. Bliv inspireret til udflugter med ’Turen går til vikingetiden’, som guider dig til steder i Danmark, hvor vigtige begivenheder har fundet sted, og hvor der stadig er spor efter vikingetiden. Du kan også tage et kig på ’Historiske steder i Danmark’ eller med ’Her skete det: Sjælland’, hvor Palle Lauring gennemgår Danmarks historie og beskriver storslåede, mærkværdige og skelsættende begivenheder, som har fundet sted. Eller tag til tilbage i tiden med bøgerne ’Turen går til besættelsestidens København’ og ’På tur i reformationens København’.

 

Til den eventyrlystne (hvis grænserne er åbne)

Elsker du stilhed og storslået natur så langt øjet rækker - så kan vores naboland Sverige være et godt sted at besøge. Find inspiration til vandreture i bøgerne ’Vandring i Skandinavien’ og ’Vandring i Sydsverige’. Du kan også besøge den svenske ø Hallands Väderö, hvor bogen ’Hallands Väderö i lommeformat’ guider dig gennem øens natur og til hvilke vandreruter, du skal begive dig ud på. I ’Vandring og friluftsliv’ kan du få inspiration til og anvisninger på, hvordan man holder sig mæt, varm og tør i naturen.

 

Skrevet af bibliotekar Sofie Nørgård Krogh ved Helsingør Kommunes Biblioteker.

Materialer