Ex-slave fotograferet i sit hjem i Alabama i 1941

Slaveri fra fortid til nutid

16.07.20
Har du lyst til at vide mere om slaveriets historie fra fortid til nutid? Så læs med, når bibliotekar Hamide Kara anbefaler gode bøger om emnet.

 

Dick Harrison: Slaveriets historie

Selv om slaveri officielt er forbudt, er der alligevel millioner af mennesker, som lever i ufrihed. For at få et bredt billede af udviklingen af slaveri anbefales Dick Harrisons grundige gennemgang om slaveri i hele verden. Dick Harrisons værk spænder fra 1900 f.Kr. i Mesopotamien, middelalderen i Europa til USA. Harrison byder på en verdensomspændende oversigt fra fortiden til i dag, hvor slavelignende forhold stadigvæk gør sig gældende.

 

Johnny Thiedecke: Slaveri Fra Oldtid Til Nutid

Ifølge mange kilder har slaveri eksisteret siden 4000 år før Kristus og eksisterer den dag i dag. Thiedecke byder med dette fremragende værk på indblik i tre perioder i slaveriets historie: Slaveri i Antikken. den transatlantiske slavehandel og slaveriet i den nye verden. God at læse hvis man gerne vil læse om slaveri på baggrund af forskellige fag og aspekter som fx religion, oldtidskundskab, samfundsfag og historie.

 

Kampen om de danske slaver – aktuelle perspektiver på kolonihistorien
Af redaktører Frits Andersen og Jakob Ladegaard

En debatbog om Danmarks forhold til slavetiden på de Vestindiske Øer og Guldkysten. I bogen finder man en række artikler, som beskæftiger sig med slave- og kolonitiden. Særligt for debatbogen er, at der er interviews med efterkommere af såvel de danske plantageejere som slaverne. Værket byder på forskellige aspekter og et nuanceret indblik i Danmarks rolle i kolonihistorien.

 

Kåre Lauring: Slaverne dansede og holdt sig lystige: en fortælling om den danske slavehandel

Interessant værk om dansk slavehandel 1625-1807. Forfatteren byder på grundig research om den danske slavehandel i en periode på små 200 år, hvor 86.000 af de 12,5 mio. slaver, der krydsede Atlanten, blev fragtet på danske skibe. Lauring beskriver slavehandelens rolle i den internationale og danske økonomi. Det er en detaljerig bog, som spænder fra Guineakysten til København og Dansk Vestindien, hvor slaverne skulle producere rørsukker til raffinering i København. Værket er omfattende, grundigt og rigt på kilder.

Materialer