Vi anbefaler "Magdalene søstrene", som du kan se på Filmstriben

Ondskab bag klostrets mure

Af Anonym (ikke efterprøvet)
17.11.20
Margaret, Bernadette og Rose er tre unge irske kvinder, der i 1964 bliver anset for at være fristerinder. De bliver sendt i kloster for at lære at opføre sig dydigt.

Strenge regler, hårdt fysisk arbejde og voldsom fysisk afstraffelse var, hvad der ventede de kvinder, som endte på Magdalene-asylerne. Asylerne var katolske anstalter, som skulle redde kvinder, der på grund af fattigdom eller andre ulykkelige omstændigheder fx blev tvunget ud i prostitution, udsat for incest eller fødte et barn uden for ægteskab. Det sidste Magdalene-asyl lukkede i 1996.

På asylerne skulle kvinderne arbejde for at betale for deres ophold. Arbejdet på de fleste Magdalene-asyler bestod især i at drive vaskerier, som gerne betjente hele lokalområdet og skabte enorm profit for klostrene og den katolske kirke. Men det var hårdt arbejde, og ofte var det livsfarligt.

Filmen "Magdalene søstrene" giver et kig ind i den ondskab, som herskede. Margaret, Bernadette og Rose har i 1964 alle forbrudt sig mod moralen i Irland. Som straf bliver de sendt til et Magdalene-asyl ledet af Søster Bridget. Her hersker streng disciplin, og overtrædelser bliver straffet brutalt. Arbejdet er hårdt og uden belønning. Kvinderne drømmer kun om at vende tilbage til livet uden for klostrets mure. Det er en drøm, der virker uopnåelig.