
Blackstar – David Bowies sidste udgivelse
Er du Bowie-fan, må du ikke snyde dig selv for alle de film, som du kan se om Bowie på Qello
Et album helt uden sukker
Det er hårdt, vanskeligt, smerteligt og meget krævende at lytte til Davis Bowies udgivelse fra hans dødsleje. Musikken udkom blot 2 dage før han døde – kun 69 år gammel. Men musikken er også kraftfuld, energisk, overraskende og med et drive, så den kommer helt ud over scenekanten.
Kunstneren der igen og igen genopfandt sig selv
Om nogen har den uortodokse engelske kunstner gennem en lang og meget produktiv karriere, med afstikkere til mange forskellige musikalske udtryk, sat sig selv i scene. Bowie er en slags musikalsk kamæleon, der gang på gang har skiftet udtryk og sat sig selv og musikken ind i nye roller. Ofte har disse sceneskift været særdeles overraskende og meget teatralske. Der er tale om en række identitetsskift i hans karriere. Det ene øjeblik lyder Bowie punkinspireret, så er han en cool crooner, for så at springe ud som gennemført popmusiker. Ind imellem går der også lidt jazz eller new wawe i den. Men altid har musikken en umiskendelig Bowie-lyd.
Den endelige opsamling af det hele
På Blackstar er det hele livet, der passerer revue. Det er både de store oplevelser og smerten i livet, der bliver sat i musik
Tænk at ligge i en seng – på dødslejet og skrive tekster der både rækker frem og tilbage? På en og samme tid udtrykker musikken på Blackstar både drøm og virkelighed, liv og død, før og nu – men også et blik ind i himlen.
Jazzmusikere og farefulde lydkollager
Bowie indspillede i al hemmelighed musikken i New York sammen med nogle fantastiske avantgarde jazzmusikere, der i den grad kan både swinge og trykke den af. Det er rock, der møder jazz - det grimme der møder det pæne og det uortodokse i form af kradse harmonier og skæve taktarter.
Den udtryksfulde saxofonist Donny McCaslin og den grænsesøgende guitarist Ben Monder har skabt den perfekte ramme med farefulde lydkollager. I disse kulisser synger Bowie med en voksen, livsklog mands erfaring.
Grænseoverskridende ener til det absolut sidste
Som en helt naturlig forlængelse af musikken har Bowie kreeret flere stærke og bogstaveligt talt grænseoverskridende videoer. Jo, David Bowie var lige til sin død en helt speciel og meget melodramatisk musiker af en støbning, der ikke findes magen til.