Keith Richards
Keith Richards

En rullende stens liv

13.08.18
Keith Richards' selvbiografi er et must for alle Stones-fans.

Da det engelske musikblad New Musical Express kårede ”The 50 druggiest albums ever” kom Rolling Stones' Exile on Main St. på andenpladsen. Teksten blev ledsaget af et billede af en noget stenet Keith Richards. Stones indspillede mesterværket på slottet Nellcôte i Sydfrankrig. Keith Richards beskriver optagelserne som en blanding af Hitlers bunker, Versailles og Dantes Inferno.

Denne beskrivelse er central i den nye selvbiografi om Rolling Stones' guitarist Numero Ono: Keith Richards – blandt venner kaldet Keef.

Bogen hedder på dansk Livet. Og det er mandens egen version af de første 66 år af Keith Richards liv. Et liv, som har leveret den ene saftige historie efter den anden til alverdens medier og den enorme fanskare. En mytologisk skæbne – hvordan har den mand dog kunnet overleve med det ekstravagante forbrug af narkotika, alkohol, sex og rock’n roll ?

Og det er faktisk en ydmyg mand, der selv svarer: ”Jeg har bare levet mit liv, brugt mig selv – og været heldig nogle gange …”

I bogen (på knap 600 sider) møder vi fortælleren Keith Richards, der over for forfatteren James Fox og en båndoptager beretter om et helt uordinært liv fra fødslen under krigen, de barske børneår som enebarn i det fattige Nordlondon, musikkicket i teenageårene og den famlende start med bluesbandet The Rolling Stones. Det er en imponerende hukommelse, Keef lægger for dagen. Han kan da også ind i mellem selv tvivle på, at han virkelig kan huske så meget! Hukommelsen bliver da også hen ad vejen suppleret med nære venners fortællinger om fortiden.

Gennem 13 kapitler vises livet, som det har set ud og ser ud fra Richards' hjerne og hjerte. Der er de obligatoriske saftige historier, som bliver citeret i sensationspressen. De vilde 60’ere og 70’ere, hvor Stones hærgede gennem verden, smadrede hoteller og lagde kvinderne ned. Og den bornerte (voksne) omverden sagde til ungdommen: ”Pas på og bliv væk fra The Rolling Stones” – hvad de så netop ikke gjorde …

Men der er også mange personlige betragtninger over, hvorfor lige Keef skulle blive så grueligt berømt. Her er en overraskende, nu ældre, mand, der filosoferer over livets tilfældigheder, som hånd-i-hånd med flid og tro på talentet giver den enestående stjernestatus. Keefs ydmyghed ses implicit i hans beskrivelse af sin bror i ånden; den anden halvdel af The Glimmer Twins, den flamboyante forsanger Mick Jagger. Et udtrykt had/kærlighedsforhold, hvor de begge er bevidste om den store afhængighed af hinanden. The Rolling Stones var ikke blevet verdens største rockband, hvis én af de to herrer ikke var der. Mick Jaggers soloplader er okay, og Keith Richards' lyder som Stones med en forkert forsanger.

Og vi får en uhyggelig gennemgang af et menneskes tur gennem narkotikahelvedet. Et uvirkeligt eventyr; ikke uden grund er Keefs snarlige død profeteret utallige gange. ”Men jeg har været til mange begravelser af læger, der gav mig 6 måneder mere at leve i …” En af mulige forklaringer giver han selv: ”Jeg har altid kun købt den bedste kvalitet”. Men det dør man altså også af – normalt!

Keith Richards' kendte varme passion for guitarer nedtoner han en del. Han bruger et par sider på at give et indblik i den specielle guitarklang, som Stones har. I 60’erne raffinerede han sit guitarspil ved at pille den dybe E-streng af (”den sidder jo bare i vejen …”) og bruge en åben stemning GDGBD. Andre bands kan lyde næsten som Stones, men det særegne ligger i Keefs riffs på denne specielle guitar. Vi er mange guitarspillere, der gerne ville høre mere fra mesterens egen mund, men det må vi så finde andre steder.

De sidste 20 år fylder mindst i bogen, men det spektakulære fald fra et træ med efterfølgende hjerneoperation beskrives med varme og en taknemmelighed for – livet.

Ringen sluttes, ved at Keef i slutningen af bogen spiller den spanske Malaguena på guitar for sin døende mor. Det stykke musik, som var det første, han spillede på guitar som barn.

Livet er et must for alle Stones-fans og er også en nøgtern beskrivelse af 60’ernes og 70’ernes musikscene. Nyd Livet – så husker vi, at livet er givende, men ikke givet.

 

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.

Materialer