Engelsk rock gennem årene: 1958 - 1987

Kender du de engelske bands, som har præget rockmusikkens udvikling?

Beatles og The Rolling Stones slog på hver deres måde tonen an i engelsk rock. Hysteriet omkring Beatles kan ses som et udtryk for en ny frigjorthed i 1960’erne, mens The Rolling Stones tilførte musikken en åbenlys dimension af protest og oprør mod datidens strenge normer i et klasseopdelt samfund.

I tiden efter 2. verdenskrig var Europa under stor indflydelse fra USA både økonomisk, politisk og kulturelt, så den engelske rock blev i høj grad født af den amerikanske rock ’n’ roll. De engelske bands udviklede sig dog hurtigt i deres egen retning og blev også en inspirationskilde for amerikansk rock, så engelsk og amerikansk rock konstant påvirkede hinanden.

Vi har taget et kig i vores musiksamling og fundet nogle af historiens vigtigste engelsk rockbands, siden Beatles og The Rolling Stones trådte ind i rampelyset. Vi har listet de ældste bands først og stopper vores tilbageblik ved 1980'erne.

  • The Shadows (1958-70, 1973-90, 2004-05, 2008-10) med Cliff Richard som sanger dominerede hitlisterne, inden Beatles fik deres gennembrud i 1963.
     
  • Gerry and the Pacemakers (1959-67) imponerede ved at ryge helt til tops på den engelske hitliste med deres første 3 singler: "How Do You Do It", "I Like It" og "You'll Never Walk Alone".
     
  • The Beatles (1960-70) udgav "Love Me Do" som deres første single i 1962 og brød igennem internationalt i 1964.
     
  • The Rolling Stones (1962- ) tog navn efter sangen "Rollin' Stone" indspillet af den amerikanske bluesmusiker Muddy Waters og fik hurtigt succes i USA.
     
  • The Hollies (1962- ) blev opkaldt efter Buddy Holly og var kendt for deres vokale harmonier.
     
  • The Yardbirds (1963-68, 1992- ) var kendt for deres guitarister, Eric Clapton, Jeff Beck og Jimmy Page, og var et af de første bands, der benyttede sig af forvrængede guitarer.
     
  • Herman’s Hermits (1963- ) fik især succes i USA midt i 1960'erne takket være producerens fokus på at levere pæne polerede sange.
     
  • The Kinks (1964-96) udgav flere plader, som anses for at være nogle af de mest indflydelsesrige fra midt i 1960'erne til først i 1970'erne.
     
  • The Moody Blues (1964-74, 1977- ) startede som et rythm 'n' blues band, men i 1967 fusionerede de rock med klassisk musik og udgav konceptalbummet "Days of Future Passed" om en typisk arbejdsdag.
     
  • The Troggs (1964- ) var nok mest kendt for "Wild Thing", som oprindeligt blev indspillet af New Yorker-bandet The Wild Ones. Øvrige hits var "With a Girl Like You" og "Love is All Around."
     
  • The Who (1964-82, 1985, 1988-89, 1996- ) blev kendt for deres vilde koncerter, hvor de ofte smadrede deres instrumenter. I 1965 udgav de pladen "My Generation", og titelsangen var en af de første sange med en bass-solo.
     
  • Rod Stewart lancerede sin solokarriere i 1964, men har også været frontmand i Faces, som var resterne af Small Faces, og Jeff Beck Group. Han slog for alvor sit navn fast i 1971 med "Maggie May", som radioerne tog til sig, selv om sangen egentligt blev udgivet som en B-side.
     
  • Small Faces (1965-69, 1975-78) var tydeligt inspireret af de amerikanske rythm 'n' blues bands og var en af 1960'ernes vigtigste bands inden for mod-kulturen.
     
  • The Pink Floyd (1965-1994, 2005, 2014-) spillede progressiv og psykedelisk rock, som resulterede i adskillige konceptalbums, der blev en succes hos både anmeldere og publikum.
     
  • Cream (1966-68, 1993, 2005) var en supergruppe med Eric Clapton som guitarist og sanger. De spillede en fusion af blues rock, hård rock og psykedelisk rock.
     
  • Soft Machine (1966-84) er opkaldt efter William S. Burroughs bog af samme navn. Det er et af de vigtigste bands inden for progressiv rock til trods for, at det store kommercielle gennembrud aldrig kom.
     
  • Traffic (1967-69, 1970-74, 1994) spillede psykedelisk rock - en genre, der fik fodfæste i 1967 bl.a. takket være Beatles, som begyndte at eksperimentere med LSD i 1965.
     
  • David Bowie udgav sin første plade i 1967 uden nævneværdig succes. Han var fascineret af det bizarre, og fik sit første hit i 1969 med sangen "Space Oddity", som BBC spillede i deres dækning af Apollo 11's månelanding.
     
  • Fairport Convention (1967-79, 1985- ) var pionerer inden for den engelske elektriske folkrock, som blev udviklet parallelt med den amerikanske folkrock. Tidligt i deres karriere var de bl.a. inspireret af Bob Dylan.
     
  • Jethro Tull (1967- ) blander folk, blues, psykedelisk og hård rock. Deres mest kendte værk, Aqualung, udkom i 1971 og er et konceptalbum om at skelne mellem religion og Gud.
     
  • Procol Harum (1967-77, 1991 - ) bidrog til udviklingen af den progressive rock og deres musik trækker på et væld af genrer som psykedelisk rock, symfonisk rock, blues rock og klassisk musik. I 1967 udgav de deres mest kendte single, "A Whiter Shade of Pale".
     
  • Marc Bolan & T. Rex (1967-77) fik succes i 1970'erne med deres glam rock, men valgte at gå hver til sit, da Bolan blev dræbt i en trafikulykke i 1977. Deres anden plade, "Electric Warrior", som udkom i 1971 med hits som "Get It On", fik så stor succes, at man sammenlignede det med hysterien omkring Beatles.
     
  • Genesis (1967-2000, 2006- ) kastede sig over den progressive rock, men de udviklede sig siden i en mere poppet retning og begyndte i 1980'erne at dukke op på hitlisterne med sange som "Invisible Touch" og "Land of Confusion". 
     
  • Led Zeppelin (1968-80, 1985, 1988, 1995, 2007) var og er uden sammenligning et af de mest succesrige, nyskabende og indflydelsesrige bands i hele rockens historie.
     
  • Yes (1968-81, 1982-2004, 2008- ) var et af de første bands, der spillede progressiv rock. Deres kendetegn er lange sange, mystiske tekster og kunstneriske pladecovers.
     
  • The Sweet (1968-81, 1984- ) brød for alvor igennem i 1973 med glam rock hittet "Block Buster". Siden blev deres rock mere hård, og et af deres kendetegn var de høje stemmer.
     
  • Deep Purple (1968-76, 1984- ) spiller hård rock og lagde en af grundstenene for heavy metal. De fik deres første hit i USA i 1968 med en coverversion af sangen "Hush", som til gengæld var ret overset i England.
     
  • Elton John gik solo i 1969 og blev hurtigt ferm til at skrive store ballader, som resulterede i det ene hit efter det andet. I 1998 blev han slået til ridder af Dronning Elizabeth II for sit velgørende arbejde.
     
  • Steeleye Span (1969-78, 1980- ) er en af de mest indflydelsesrige grupper inden for engelsk folkrock. Trods stor udskiftning blandt medlemmerne har de formået at holde fast i deres identitet.
     
  • King Crimson (1969-74, 1981-84, 1994, 2009) spillede progressiv rock og har udforsket et væld af genrer som fx jazz og klassisk musik. De har vundet mange fans til trods for, at deres musik ikke bliver spillet nævneværdigt i radioen.
     
  • Slade (1969- ) spiller glam rock og var det første band, der udsendte 3 singler, som røg direkte ind som nr. 1 på hitlisterne i starten af 1970'erne. "Merry Xmas Everybody" er deres bedst sælgende single.
     
  • Hawkwind (1969-78, 1979- ) spiller space rock, som er en afart af psykedelisk rock, og mange af deres tekster er ren science fiction. De indledte deres karriere som et undergrundsband og var kommercielt succesfulde i starten af 1970'erne.
     
  • Black Sabbath (1969-2006, 2011- ) er heavy metals stamfar. Mange af deres tekster handler om det okkulte, men social ulighed, korruption og afhængighed af narko optager dem også. De dystre temaer og den tunge lyd faldt bestemt ikke i god jord i 1970'erne hos den etablerede musikbranche.
     
  • Judas Priest (1969- ) er kendte for deres S/M-inspirerede look og høje vokal. De var en del af bølgen med nye heavy bands, også kendt som New Wave of British Heavy Metal, og i 1970'erne spillede de i et højt tempo i forhold til tidens øvrige bands.
     
  • Elvis Costello (1970- ) havde succes først i 1970'erne på Londons pub rock scene, og senere blev han en del af new wave-/punkscenen. I 1977 udkom hans første store hit, "Watching the Detectives". Han imponerer især med sine tekster, som især i de tidlige år var domineret af ordspil.
     
  • Electric Light Orchestra (1970-83, 1985-86, 2000-01) spillede poprock med elementer af klassisk musik. De fik størst succes i USA.
     
  • Emerson, Lake & Palmer (1970-79, 1991-98, 2010) var et af de mest populære bands inden for progressiv rock. Deres sange er domineret af orgler og synthesizers, og de er i høj grad inspireret af klassisk musik.
     
  • Queen (1971- ) lod sig inspirerere af et væld af genrer som progressiv rock, glam rock og heavy metal. I 1977 udgav de pladen "News of the World", som indeholdt de klassiske hymner "We Will Rock You" og "We Are the Champions". Disse to sange blev skrevet med fokus på at få publikum til at synge med til Queens koncerter.
     
  • Roxy Music (1971-76, 1979-83,2001- ) spillede art rock i 1970'erne og var en vigtig inspirationskilde for den spirende punkscene. "Love is the Drug" var deres eneste hit i USA. Brian Eno startede sin musikalske karriere i Roxy Music.
     
  • The Jam (1972-82) blandede punk, new wave og 1960'ernes rock og genoplivede dermed mod-kulturen. Mange af deres sange var politiske og idylliserede England, og sangeren Paul Weller proklamerede åbenlyst, at de ville stemme på de konservative til valget i 1979, hvilket blev en pinlig affære for The Jam.
     
  • The Stranglers (1974- ) blev født som et punkband, men de har siden udforsket andre genrer som fx new wave og sofistikeret pop. Et af deres største hits er "Peaches" fra 1977. Sangen var kontroversiel, fordi den havde et seksuelt tema, nemlig at se på piger på stranden.
     
  • Kate Bush (1975- ) var i 1978 den første kvinde nogensinde, der toppede de engelske hitlister med en sang, som hun selv havde skrevet, nemlig "Wuthering Heights", som blev til efter, at hun havde læst klassikeren "Stormfulde højder". Stilen er art rock med klaver som det bærende instrument.
     
  • Motörhead (1975- ) blev dannet efter, at Lemmy blev smidt ud af Hawkwind. Trioen spiller hård rock i højt tempo og bliver derfor også betragtet som en af forfædrene til speed metal. Sangene handler gerne om krig, det gode mod det onde, magtmisbrug, sex, spil, og stoffer.
     
  • Iron Maiden (1975- ) er et af de vigtigste bands fra New Wave of British Heavy Metal. De startede ud med en rå lyd kraftigt inspireret af punk, men udviklede sig hurtigt i en mere melodiske retning. Mange af deres sange er episke værker om historiske slag.
     
  • Saxon (1976- ) var et af 1980'ernes største heavy metal-bands i Europa helt på linje med Iron Maiden og Judas Priest. De var en del af New Wave of British Heavy Metal, turnerede over hele verden, og især japanerne elskede dem.
     
  • Sex Pistols (1975-78, 1996, 2002, 2003, 2007, 2008) var frontløberne i engelsk punk. De chokerede med deres skandaløse adfærd, kunne ikke enes og nåede kun at udgive 4 singler og 1 plade, inden bandet blev opløst.
     
  • The Clash (1976-86) var et punkband, der også blandede genrer som ska og reggae ind i deres musik. De var vrede, teksterne var politiske, og deres hovedværk, "London Calling", som udkom i december 1979, var i den grad en kritik af Thatchers England. Musikmagasinet Rolling Stones har kåret netop "London Calling" som 1980'ernes bedste plade.
     
  • Wire (1976-80, 1985-92, 1999- ) debuterede med den minimalistiske punkplade "Pink Flag" i 1977 til anmeldernes store begejstring, men salgstallene var ikke noget at prale af. Siden blev de mere eksperimenterende og bevægede sig over i postpunk.
     
  • The Cure (1976- ) startede som et postpunk/new wave band, men i 1980'erne blev deres musik mere dyster og alternativ. I 1983 udkom deres første større hit, "Love Cats", og de fik for alvor succes, da de udgav "Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me" i 1987.
     
  • Siouxsie and the Banshees (1976-96, 2002) var en del af postpunk-bølgen, og de skrev først under på en pladekontrakt i 1978, da de blev garanteret fuld kunstnerisk kontrol. I 1980 eksperimenterede de med synthesizers, sitarer og trommemaskiner på deres tredje plade, "Kaleidoscope", som blev deres bedst sælgende.
     
  • Joy Division (1976-80) placerede sig i postpunk-genren. Sangeren Ian Curtis kæmpede med en depression, epilepsi og et mislykket ægteskab, og det afspejler hans tekster, som er fulde af smerte. Resten af bandet opdagede ikke, hvor galt det stod til med Curtis, før det var for sent. Han hængte sig selv i 1980.
     
  • Madness (1976-86, 1992- ) er et 2 tone ska-band, som i international sammenhæng fik størst succes med sangen "Our House". Bandet var populært blandt skinheads, så der var mange spekulationer om, hvorvidt Madness sympatiserede med nationalistpartiet eller ej, hvilket de selv benægtede.
     
  • The Specials (1977-84, 1996-2001, 2008- ) spiller 2 tone ska med politiske holdninger. Mange af sangene på deres debutplade fra 1979 var coverversioner af jamaicanske ska-klassikere, men de skrev også deres egne hits som fx "Too Much Too Young", der var kontroversiel, fordi teksten opfordrede unge til at bruge prævention.
     
  • Gary Numan (1977- ) strøg ind på hitlisterne i 1979 med albummet "The Pleasure Principle", hvor guitarer var bandlyste. Han banede dermed vejen for en lang række vigtige synthpop-bands. Siden skiftede hans musik karakter og blev mere dyster og industriel i sin lyd.
     
  • The Police (1977-86, 2007-08) var et af de første new wave bands, som fik kommerciel succes. De spillede reggae-inspireret rock. "Roxanne" udkom i 1978 som deres første single, og den blev bandlyst af BBC, fordi den handler om en mand, der forelsker sig i en prostitueret.
     
  • Echo & the Bunnymen (1978-93, 96- ) er endnu et postpunk-band. Deres hovedværk "Ocean Rain" fra 1984 blev indspillet sammen med et 35 mand stort symfoniorkester.
     
  • Killing Joke (1978-96, 2002- ) tiltalte både fans af postpunk og heavy metal. Senere udviklede deres lyd sig til også at trække på elektronisk musik og alternative rock. Killing Joke er berygtet for deres provokerende pladecovers.
     
  • Bauhaus (1978-83, 1998, 2005-08) var det første band, der spillede gotisk rock, som er en videreudvikling af punk. De klarede sig godt på diverse indie charts, men de hittede aldrig for alvor rent kommercielt.
     
  • The Smiths (1982-87) blev udråbt til at være Englands vigtigste alternative rockband på et uafhængigt pladeselskab. De slog aldrig igennem uden for Englands grænser, og deres singler nåede aldrig helt til tops, men de fik status som kultband.

 

 

Engelsk rock gennem årene: 1958 - 1987
Engelsk rock gennem årene: 1958 - 1987
16.01.18