Forsiden af Kim Larsen: Mine unge år
Kim Larsen fortæller om sine unge år.

Larsens sidste ord

25.01.19
Vores anmelder er vild med Kim Larsens selvbiografi

Af: Peter Elmelund
 

Jens Andersen: Kim Larsen – Mine unge år. Politikens Forlag, 2018.

Så kom den endelig – bogen om Kim Larsen, fortalt af ham selv.

Gennem årtierne er legenden om vores største trubadur vokset. Godt hjulpet på vej af den vedholdende modvilje mod interviews og medvirken i diverse biografier.

For Kim Larsen er vores allesammens, og derfor vil vi naturligvis også vide alt om personen Larsen, og ikke kun om musikeren Larsen. Og der er udkommet flere bøger, men alle uden den direkte medvirken af hovedpersonen selv.

Men for et år siden lykkedes det Politikens Forlag at overtale Kim Larsen. Trumfkortet var, at det skulle være den estimerede biograf Jens Andersen, der forestod projektet. Jens Andersen, som blandt andet står bag de fine biografier om Astrid Lindgren, kronprins Frederik og dronning Margrethe.

Som bekendt døde Kim Larsen 30. september sidste år, og derfor blev Jens Andersens syv interviews i foråret 2018 "kun" til Kim Larsenbiografien Mine unge år, som omhandler Larsens liv fra fødsel til 1971. Lige præcis dér, hvor Gasolin’ stod foran sit store gennembrud. Men det er også disse første år, vi ved mindst om – resten er nærmest alment pligtpensum for enhver dansker.

 

Klassisk klasse

Mine unge år er en klassisk biografi om en klassisk mand. Bogen er holdt i jegform; Jens Andersen har diskret ført pennen for den store historiefortæller Kim Larsen. En gudsbenådet fortæller, der forstår at dosere sin beretning, så spændingen og intensiteten bibeholdes gennem alle 300 sider. Og ofte sluttes et kapitel med en cliffhanger. ”Jeg har altid været tilhænger af Cliff – hø hø,” kommenterer Larsen lunt.

Kim Larsen havde fra starten bestemt, at Jens Andersen kun skulle bruge Larsen som kilde og ikke, som ellers ofte er tilfældet, konsultere andre kilder. Så her har vi kun Larsens ord, som vi må tage for givet. Han nævner selv sin fantasi, der flere gange er løbet af med ham, så historierne har fået lagt adskillige eventyrlige lag på. Men han har i denne bog bestræbt sig på at holde sig til sandheden. Tjae, alle biografier indeholder nok forskellige grader af sandheder, for hvem husker mest rigtigt?

For mig er det temmelig underordnet. For jeg får en usædvanlig god historie om den lille generte, men videbegærlige Kim, der langsom udvikler sig til en voksen og ansvarlig mand. Men hvor musikken på bogens sidste sider får overtaget, og manden Kim Larsen begynder rejsen mod legenden Kim Larsen.

Kim Larsen voksede op i det nordvestlige København med en fraværende far, der hurtigt forsvandt, og en fantastisk velopdragende mor. Med højt til loftet, fri opdragelse men alligevel med udpræget ansvarlighed. En ansvarlighed, som Larsen efterlevede gennem hele livet: Når man var begyndt på noget, fuldførte man, og man holdt aftaler. Det er ganske få aflysninger, publikum er mødt med fra Larsens side.

I forordet beretter Jens Andersen om bogens tilblivelse, som mundede ud i en helt anden bog end planlagt. Oprindeligt skulle Larsens egne ord garneres med facts af biografisk og historisk art. Men sådan blev det ikke. Overhovedet ikke. Her har vi i stedet en fantastisk fortælling fra en erindringsstærk ener – Kim Larsen.

 

Et sundt legeme

Bogen indeholder desuden flere blokke med en 15-20 billeder og tegninger; Kim Larsen viste tidligt stort talent også for at tegne. Og billederne dokumenterer, at den unge Kim var en ypperlig gymnast. Og gymnastikken – ”Jeg er aldrig holdt op med at lave gymnastik”. Ikke ligefrem en udtalelse, der passer til rock’n’roll-billedet, men lur mig: En kunster kan ikke uden videre holde til de mange sceneoptrædener, som Larsen præsterede; selvfølgelig var det nødvendigt at holde korpusset i form.

Kim Larsen – mine unge år kan læses som én lang monolog. En odysseusk fortælling, som er en gedigen Larsen-sang fantastisk forlænget til denne moppedreng, som sandelig ikke tynger, men opløfter læseren til en indlevelse i drengen Kim og hans første årtier.

Fra starten har Kim Larsen store forbilleder, som følger ham gennem livet. Blandt andre den græske helt Odysseus, som Larsen lærer at kende gennem filmen med Kirk Douglas i hovedrollen. Mellem bogens tætte linjer er der plads til en smule læsen-mellem; aner vi et uudtalt savn af faderskikkelsen?

Kim Larsens rigtige far får sandelig kun få og nøgterne omtaler. Mange år senere optræder den feterede musiker Larsen i Marstal, hvor faderen bor. Den lokale koncertarrangør spørger, om Hr. Larsen vil have en fribillet, hvortil han svarer: ”Jeg skal krafedeme ikke ind og høre det lort!”

 

En dannelsesrejse – både konkret og åndeligt

Vi følger den forsigtige men fantasifulde dreng, der ufrivilligt indhylles i sine egne løgnehistorier og må tage de efterfølgende klø. En fantasi, som senere sandelig bliver brugt frugtbart.
Larsen bliver blæst omkuld af Little Richards musik, og i 1959 har han sin første optræden, til en skolefest, og ”optræde-genet” vækkes.

Sammen med en kammerat foretager Larsen en dannelsesrejse til Rom – vi får en herlig beskrivelse af de to ludfattige unge mænds færden rundt i den evige stad. Senere suger Larsen åndelig føde til sig på Askov Højskole – og hører Beatles for første gang.

 

Resten er historie

Sammen med kæresten flytter Kim Larsen ind i saneringsmodent byggeri på Christianshavn, og efter læreruddannelsen begynder han som skolelærer. Men det duer ikke; til gengæld begynder han at spille mere og mere og møder en vis Wili Jønsson, som han straks falder i hak med.

Avantgardejazzmusikeren Franz Beckerlee begynder at spille elektrisk guitar, og Gasolin’ er en realitet.

Og fra starten er gruppen præget af evindelige diskussioner og skænderier, som er godt beskrevet andetsteds. Men Larsens cadeau-kommentar er alligevel: ”Vi var aldrig blevet et orkester, hvis ikke Jønsson og Franz havde taget ansvar.”

Kim Larsen er nu nået til 1971 i sin livsberetning, og han og Jens Andersen må holde en pause med interviewene, da landevejens sommerkoncerter anno 2018 kalder.

Bogens epilog er ti korte og præcist rammende citater, hvor de sidste tre er:

”Ha ha, jeg glæder mig allerede til næste gang.”

”Men hvornår bliver næste gang, J.A.? Det aner vi jo ikke en skid om.”

”Nej, nu skal I jo ud at spille hele sommeren, så vi ses igen i begyndelsen af september.”

Men sådan ville skæbnen og Gud ikke. Dén Gud, som den lille Kim lærte at kende af sin elskede morfar i Kerteminde.

Mine unge år er et enestående og værdigt værk om vores Kim Larsen. Manden, som ikke ville kaldes nationalskjald eller modtage ordner, men gerne ville være den skjald, som sidder uden på Højskolesangbogen og binder vores musiske historie sammen.

 

Oprindeligt skrevet af Bibzoom.

Materialer