Messias: Klassisk musiks største julehit

Oprindeligt var Messias slet ikke et juleværk.

Messias er et af de mest populære juleværker inden for klassisk musik. Tyskfødte Händel (1685 – 1759) komponerede sin største succes i august-september 1741, og oprindeligt var det slet ikke et juleværk. Også til påske er dette oratorium fra en af barokkens største komponister meget yndet.

Et oratorium er et stort dramatisk værk for orkester, sangsolister og kor, men i modsætning til operaen har oratoriet religiøst – ofte gammeltestamenteligt – indhold, og der indgår hverken kulisser, kostumer eller skuespil ved opførelsen.

Første gang, Messias blev opført, var i Dublin i påsken 1742 til en velgørende koncert. Værket blev siden meget populært først i England, hvor Händel boede, og siden i Tyskland, da det blev oversat til tysk. I slutningen af 1700-tallet nåede Messias også til Danmark.

Teksten til Messias blev skrevet af Charles Jennens på baggrund af udvalgte tekster fra biblen, herunder uddrag fra bl.a. Salmernes Bog, Hebræerbrevet, Juleevangeliet, Paulus’ Første Korintherbrev, Romerbrevet, Jobs Bog og Johannes’ Åbenbaring.

Første del fortæller om profetierne om Messias og Jesu fødsel, anden del fremstiller Jesu lidelser og opstandelse, mens tredje del er visionen om dommedag. Trods det kristne tema blev værket opfattet som upassende for kirken i 1700-tallet. Det blev i stedet opført i teatre og koncertsale.

Siden dets første opførelse er værket blevet bearbejdet flere gange af Händel selv, når det skulle opføres med andre besætninger. Man kan derfor ikke sige, at der findes en ”rigtig” version. Også Mozart har haft fingrene i Messias og arrangeret værket i wienerklassisk stil.

De fleste kan genkende Hallelujah-koret, som afslutter anden del. Faktisk får koret usædvanligt meget plads i dette oratorium, men netop i Danmark blev vokalen formentlig af økonomiske årsager skåret ned til fire solister, da det havde premiere i København i 1786.

Lyt til Hallelujah-koret

Georg Friedrich Händel
Af Anonym (ikke efterprøvet)
12.11.19