Når sangere blærer sig Bellini og Belcanto-sangen

Har du nogensinde hørt Maria Callas eller Cecilia Bartoli synge så lange og krævende koleraturer i én vejrtrækning, at du selv har fået åndenød og tænkt ”Det der kan altså ikke lade sig gøre”? Så har du sandsynligvis hørt en belcanto-arie.

Belcanto (italiensk: ’smuk sang’) er navnet på en sangteknik, der fokuserer på den perfekte tone- og klangdannelse. Melodierne i belcanto-arier er smukt strømmende og fyldt men lange og krævende udsmykninger. De sangere, der mestrer den svære stil, er på benhårdt arbejde og har brug for – og samtidig mulighed for at vise – alle deres kunstneriske evner.

Dyrkelsen af den teknisk fordrende belcanto-arie kulminerede i begyndelsen af 1800-tallet med operakomponisten Vincenzo Bellini og hans samtidige kolleger, bl.a. Gioacchino Rossini og Gaetano Donizetti (de italienske belcanto-komponister kaldes også Ini’erne og Etti’erne). Belcanto-sangen blev hos dem dyrket i sådan et omfang, at deres kapitel i operahistorien kaldes belcanto-epoken.

Bellini er kendt for sine smukke arier, men også for at udfordre sine hovedroller til grænsen. Fx i Puritanerne, hvor en tenor ikke blot skal levere et rent og velklingende højt C, men ramme det høje F hen imod slutningen af operaen. Den tone ligger vel at mærke hele fire skalatrin over det høje C. Nogle tenorer formår faktisk at gøre det, endda uden kirurgiske indgreb…

 

Norma

Bellinis tragiske opera Norma fra 1831 betragtes som et af belcanto-traditionens højdepunkter.

Operaen foregår under romernes erobring af Gallien og handler om det umulige kærlighedsforhold mellem den keltiske druidepræstinde, Norma, og den romerske statsholder, Pollione. Sammen har de i hemmelighed fået to børn, men Pollione svigter Norma til fordel for den unge præstinde Adalgisa.

Titelrollen har ry for at være en af de sværeste i sopranrepertoiret, idet den kræver en enorm vokal kontrol og dynamik. Samtidig er det nødvendigt, at sangeren kan gå ind og ud af en bred vifte af følelser: romantik, jalousi, moderkærlighed, hævntørst og resignation.

Rollen som Norma har derfor udfordret selv de bedste sopraner igennem snart to århundreder. En af de mest vellykkede og berømte fortolkere af rollen er Maria Callas, som sang partiet i 89 forestillinger. Her synger hun arien ’Casta Diva’ - en af de mest kendte arier fra det 19. århundrede.

13.10.17
Tags