Tryllefløjten - en operaintroduktion

Samtidig er det en opera, der hos operaens andet forelskede par, Tamino og Pamina, viser lysets kamp mod mørket - det gode mod det onde.

Men hold godt fast! Tryllefløjten er nemlig ikke helt let at få styr på ... 

Handlingen er en smule rodet. Operaen - eller 'syngespillet', som Tryllefløjten ret beset er - starter som et folkeeventyr med en masse spas og magi. Men efterhånden bliver det småfjollede eventyr seriøst, moraliserende drama med referencer til frimurerbevægelsen, som både Mozart og librettisten, Emanuel Schikaneder, var en del af.

Personerne er heller ikke altid, hvad de i første omgang giver sig ud for at være. Skurken Sarastro viser sig nemlig at være god og retfærdig. Og imens vender heltinden, Nattens dronning, som er mor til Pamina, sin grimme side til og afslører sig selv som historiens virkelig onde person.

Også musikken i Tryllefløjten er en blandet landhandel. Mozart jonglerer med alverdens stilarter, og der optræder både folkeviseagtige melodier, barokke fugaer, følsom tysk operastil og krævende italiensk bel canto sang (læg mærke til Nattens dronnings halsbrækkende arie). Men komponisten taber ikke en eneste bold undervejs. Mozart var en sand mester i at iscenesætte stemninger i musik, og de mange musikalske stilarter tjener her til at lave en nuanceret afspejling af handlingens forskellige personer og miljøer.

Og på samme måde som de musikalske stilarter kommer til at give mening i deres sammenhæng, er alle de elementer i handlingen, der umiddelbart stritter i hver sin retning, med til at skabe en opera, der i sin helhed både er farverig, fantasifuld, fortryllende og - vil mange påstå - fuldstændig mageløs.

Musikbibliotekar Karen Vestergård