Ny Podcastserie og udstilling: Herfølges originaler

Vi hylder det originale menneske! Vi lægger ud med historien om den lokale spillemand og forklædningsmester Dan Holbæk.

Originale tanker og godt humør - det er vi fans af! Derfor lancerer vi podcastserien "Herfølges originaler". Herfølge har igennem tiden opfostret en lang række unikke skikkelser, der spredte liv og godt humør og var kendt af alle.

Dansken er som oftest en forsigtig type, der ikke stikker næsen for langt frem. Så vi tager hatten af for dem, som har turdet og stadig tør!

Dan Holbæk -Podcast og udstilling

Det første afsnit i podcastserien handler om Dan Holbæk (1921-2005) også kendt som Mirakelsmeden eller farfar.

Han var et kendt ansigt i både Herfølge og i Køge, hvor han ofte spillede harmonika med ungerne på torvet. En finurlig herre og spøgefugl, der ofte klædte sig ud og lavede mange sjove påfund.

På Herfølge Bibliotek kan du se en udstilling med nogle af Dan Holbæks spøjse ting – blandt andet instrumenter, hatte og den kæp, som Dan holdt bidske hunde væk med, når han kom kørende på sin hjemmebyggede cykel. Udstillingen kan ses fra 21. marts og frem til 22. april.

Kom til premiere på podcasten og åbning af udstillingen på Herfølge Bibliotek mandag 21. marts kl. 14:30

I samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv Herfølge-Sædder Sogne.