Årets boghøst udsat for mejetærsker og stråforkorter

DER ER ALTID MERE!

Bliv guidet gennem de bedste nordiske bøger i 2018 i Liselotte Wiemers flyvende artikel, som kommer omkring både manglende redigering, forskellige temaer og varme penne blandt årets udgivelser.

Af Liselotte Wiemer, cand. phil i dansk, anmelder og foredragsholder

Årets store amerikanske roman er skrevet af en nordmand. Navnet er Johan Harstad. Han er ikke fyldt fyrre, han har tidligere modtaget både Brage-prisen og SULT-prisen og nu kommer han på dansk med denne vildtvoksende megaroman. Faktisk er han udkommet en enkelt gang før herhjemme, men for mig er det første gang. Og hvilken gang!
Romanen er på alle måder stor. Og den handler om alt - kunst, dannelse, hjemløshed, kærlighed, politik, idealer, venskab, kort sagt: livet. Den er på næsten 1100 sider, men er ikke en side for lang. Og når det sker, skal der mere end talent til. Der skal ild.
    
Den uforlignelige H. C. Andersen drømte faktisk om, at bogstaverne stak ild til papiret. Mens Mark Twain skrev, at de ord der var tilbage i ham, krævede en pen varmet op i Helvede.

Det er det sidste citat, Morten Sabroe bruger i sin seneste bog: Mit halve hjerte, mit hele liv. En pen varmet op i Helvede. Og er der nogen, der kan sætte ild til papiret (tastaturet) er det Morten Sabroe. Til gengæld er han ikke altid god til at slukke den igen. Ordene brænder sig selv op. Temaerne flakser hid og did.  Hvor man dog savner en redigering.
Man kan - men kun til en vis grad - sige det samme om Knud Romers Kort over Paradis. Romer skriver som en ildspyende drage. Og i de 50% af romanen, der handler om Knud Romer selv - more or less, er han en ordekvilibrist, en flammekaster, en selvudleverer af Guds nåde. Hvordan han skaber kaos om til orden, er mig en gåde. Men det lykkes!   
Så langt, så blæret godt. Men hvorfor i alverden flette en skyggeven ind i hvert andet kapitel, der kun tynger og trætter fortællingen. Hvorfor skrive fiktion, når det er autofiktionen der virker?
Igen mangler redigeringen. Eller den iskolde redaktør.
     
Da jeg blev sendt på en flyvetur hen over titler og tendenser i årets dansk/nordiske skønlitteratur, var det første, jeg tænkte på, faktisk redigeringen. For jeg synes, det er et generelt problem i ny (især) dansk litteratur. En alt for stor eftergivenhed. Kill your darlings. Brug slettetasten!
   
Nå, lad os blive ved ilden lidt endnu. For verden står i flammer. Og derfor har litterære vogtere længe sukket efter den store, visionære samtidsroman. Undulaten i minegangen.
Nu kommer de flyvende i flokke. Men tankevækkende nok i form af  fremtidsromaner. Visionerne er blevet til skrækvisioner og realisme til science fiction. 
Det gælder Jonas Eikas sitrende fintmærkende Efter solen. Det gælder Rasmus Lunds kortprosatekster ’Moder vækst’. Det gælder Lars Skinnebach og computerkunstneren Goodiepals kosmiske digte i ’Teotwawki’, samt Dennis Gade Kofods bornholmske gru: Folkemøg. Og som de nok mest bemærkelsesværdige gælder det romanerne De ansatte (Olga Ravn) og Solar (Theis Ørntoft). 
Ravn ser verden fra et rumskib, hvor mennesket interagerer med både sære ting og ’menneskelignende skabninger’. Romanen er umådelig præcis og består af de rapporter, ’Udvalget’ skriver. De har skumle planer!
Ørntoft gør sit rumskib til et indre fartøj. Solar er en gigantisk menneskelig og moralsk nedsmeltning. Først møder vi vores hovedperson på pilgrimstur på Hærvejen. Verden sitrer. Men ingen gør noget. Så lader han sig falde ’ned gennem systemerne, kulturen og sindet’, som der står på bagsiden. Og man skal holde godt fast!  
Men Ørntoft har en mission, som han allerede luftede i Digte 2014. Vi må lære at tænke planetarisk, siger han. I hvert skridt vi går, må vi være bevidste om, i hvor høj grad vi er forbundne med naturen. Ellers tager krybdyrene over.
Denne forbundethed registrerede digteren Inger Christensen helt ned på celle- og bogstavplan. Lad mig endelig minde jer om de hidtil utrykte tekster, der udkom i foråret under titlen Verden ønsker at se sig selv. En gave!

Vi løser ikke de problemer, vi har, vi løser de problemer, vi forstår, sagde en fremtidsforsker for nylig. Derfor må vi lære at tænke større. Og det har er forfatter som Peter Høeg altid gjort. 
Gennem dine øjne er ikke stramt nok redigeret (der har vi den igen!), men ideen om at udvide vores sanseapparat, vores bevidsthed - og at lære af børnene, holder hele vejen ind i fremtiden. 
Større gør Anne-Cathrine Riebnitzsky sandelig også vores verden med sin seneste (og efter min mening bedste) roman Smaragdsliberen. Med en helt særlig enkelhed og intensitet fører hun læseren ikke bare om på den anden side af døden, men også ind i en billedhule i Georgien, til den jødiske smaragdslibers værksted og på rundrejse i de store verdensreligioner. 

Og mere ild. For dæmonild og autofiktion hænger sammen. Her er Leonora Christina Skovs Den, der lever stille først i rækken. Hudflettende læsning med et skarpt blik for selv de mest sårbare detaljer. De står i kø på bibliotekerne! 
Også Karen Fastrups Hungerhjerte og Mathilde Walter Clarks Lone star gør indtryk.
 
Og nu er det vist på tide at puste tændstikken ud. Eller flytte himmel og helvede til en virkelighed uden for os selv. 
Markante historiske romaner har i år set dagens lys. Enten som afslutningen på eller midtvejs i en serie.  Kim Leine har skrevet Rød mand/Sort mand som er andet fremragende bind af en påtænkt trilogi om kolonialiseringen af Grønland. Mich Vraa har med romanen FAITH afsluttet sit lige så fremragende trebindsværk fra de dansk vestindiske øer, Og med bind to af Den inderste fare har Birgithe Kosovic vist, at Danmarks mest udskældte statsminister, Erik Scavenius, nu har fundet sin ultimative forfatter. 
   
Og så er der den store pulje af bøger om familie, slægt, psykologi. Jeg er ret vild med Katrine Marie Guldagers Bjørnen. Endelig (er jeg lige ved at sige!) er hun færdig som krønikeskriver og springer ud i en sand enkelmandsstart. Et vidunderligt, sejt og rørende portræt af en cool kvinde, der bliver noget mindre cool i en hytte i Sverige. 
Nævnes skal også fintegninger som Helle Helles De og Ida Jessens Telefon. Og ikke mindst Merete Pryds Helles Vi kunne alt, der klogt flytter Pryds-historien ud på sidelinjen og i stedet fortæller om nabopigen Merle. 

I det større nord topper Jan Kjærstad med sin på en gang indsigtsfulde, tonstunge og elementært spændende Storefjeld, en roman der tager afsæt i Utøya 2011. Men den gør det forskudt i tid og fra en anden vinkel. Så ondskaben ikke bare handler om en bestemt person på et bestemt tidspunkt. Den handler om en hel verden, der mister sin uskyld. Lars Saabye Christensen er i gang med sin charmerende trilogi Byens spor, islandske Kristin Omarsdottir har i Omstrejferen bedrevet en benhård og dog sært poetisk roman om junkien Hrafn. Og vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris blev Audur Ava Olafsdottir med sit overdådige mix af råt og godt, bid og vid, hjerte og smerte i romanen AR.  

Lad mig slutte med to farverige svenskere. De sætter måske ikke ild til papiret, men de sætter sandt for dyden fut og sprut i fejemøget. Fredrik Backman skriver om, hvor let had kan brede sig i sin ’Os mod jer’ (efterfølgeren til ’Bjørneby’). Og Jonas Jonasson giver den fuld gas med ’Den hundred et-årige der tænkte at han tænkte for meget’. Næsten 10 år er der gået, siden han hoppede ud af vinduet. Men den gode Karlsson er stadig sprællevende og en seriøs storpolitisk trussel, som selv ham i Amerika med ’den rasende flotte frisure’ kan ryste i bukserne over.
   
Er der mere? Ja, der er altid mere!  

(Denne artikel er fra Litteratursiden.dk)

Litteraturkritiker Liselotte Wiemer
Litteraturkritiker Liselotte Wiemer
19.12.18
Tags