De farverige 90’ere

Nostalgi vækker ofte stærke følelser og minder.

Skrevet af Jan M. Johansen ved KøgeBibliotekerne

Særligt 80’erne har mange af os et klar forhold til eller i hvert fald et klart billede af.  Det så vi blandt andet med tv-serien ’Stranger Things’.

Det samme kan ikke siges om 90’erne, hvilket på sin vis er synd og overraskende. Kulturelt og historisk havde 90’erne nemlig meget at byde på og lagde et solidt fundament for meget af nutidens kultur. 90’erne vil utvivlsomt fortsætte med at inspirere og påvirke os mange år endnu. Måske endda med tiden få samme plads i folks bevidsthed som 80’erne har her og nu.

 

The spirit of the 90s

Der var en særlig ånd og gryende stemning i 90’erne. Man kan måske ligefrem tale om en håbefuld naivitet og uskyldighed, der varede lige indtil 2001. Ansporet af Fukuyama begyndte vi ligefrem at tale om historiens afslutning.

Muren og Sovjetunionen var faldet, og vi behøvede ikke længere at frygte en altødelæggende tredje verdenskrig. De to tårne knejsede endnu smukt over Manhattan, det danske fodboldlandshold brillerede til EM, standupkomikerne var ved at erobre Danmark, og på trods af grusomhederne på Balkan syntes alt at være godt.

Alt sammen perfekt eksemplificeret ved tv-serier som ’Beverly Hills 90210’ og ’Friends’. Mulighederne syntes endeløse, livet skulle i den grad leves, og verden lå for vores fødder. Vi skulle blot finde vores plads og rolle i den.

Denne søgen og det overvældende udbud af muligheder sås også litterært.

Her bragte en kombination af minimalisme og eksistentialisme os nye, anderledes og ofte skæve fortællinger med fokus på mennesker, der var lige på kanten af at være voksne. Fortællinger, der ikke var bange for at udviske skellet mellem populær- og finkultur og i mange tilfælde ligefrem lade popkulturen spille en bærende rolle.

Det gjorde 90’erne til et meget farverigt og sprudlende årti, der kulturelt stak ud i mange retninger og gav os forfattere som Benn Q. Holm, Naja Marie Aidt, Michael Larsen, Peter Høeg og mange, mange andre.

Du kan læse mere om det farverige årti i bøgerne nedenfor. Der en blanding af fortællinger om årtiet og fra årtiet.

 

Læseanbefalinger

Af Anonym (ikke efterprøvet)
05.05.20
Tags