Foto: Unsplash / Rachael Crowe

Dorte anbefaler: Det går jo egentlig meget godt - eller?

10.03.23
Bedst som man er sikker på at have styr på tilværelsen, sker der et eller andet uventet, så livet slår en kolbøtte. Det gælder, uanset om du lever i 1800-tallet, under 2. Verdenskrig eller i nutiden.

Mary Ellen Taylor: Mindernes hus

I tre tidsspor samles Catherine – Claire og Lucys historie med Mindernes hus som omdrejningspunkt.

Ud af det blå arver Lucy et hus, men heldigt nok da hun virkelig er langt ude. Man får også et godt indblik i, hvordan kvindesynet ændres undervejs.

Hele tiden står huset som en tavs tilskuer, men alligevel kan man fornemme, om man er velkommen i huset eller ej. I et virkelig flot samspil mellem de tre tidsspor føres læseren frem til en fin afslutning, hvor man får en ordentlig afrunding.

Nicola May: Mød mig i Cockleberry Bay, Gaven i Cockleberrey Bay og Vinter i Cockleberrey Bay

Min glæde var stor, da der udkom hele tre titler om Cockleberry Bay samtidig.

I Mød mig i Cockleberry Bay er Rosa så småt ved at falde til, hun skal bare lige lære at stole på andre på trods af hendes opvækst på børnehjem. Det giver en del udfordringer på kærlighedsfronten, som løses på sødeste vis.

I Gaven i Cockleberry Bay har Rosa besluttet, at det er på tide, at oldefar Neds gave, Den lille Butik på hjørnet, skal overtages af en anden. Men at beslutte, hvem der skal have butikken kvit og frit, er sværere, end Rosa først antager. Det skal jo være velfortjent, og en, der ønsker at være i den lille by.

Ad mange snørklede omveje og morsomme episoder kommer Rosa frem til den bedste løsning for alle undtagen de skumle typer.

I Vinter i Cockleberry Bay hører vi om den nybagte mors problemer, de er så lidt større, fordi Josh, faderen, trods løfter om det modsatte jævnligt er væk i længere tid ad gangen.

Rosa vælger også lige at sætte en julekoncert op for at samle penge ind til velgørende formål oveni de øvrige problemer.

Heldigvis er hun ikke alene. Det er også det, jeg bedst kan lide ved bøgerne. Selvfølgelig er det ind imellem lidt sort - hvidt sat op, men Nicola May omfatter alle personer med stor kærlighed, og er den bedste styrke ved handlingen.

Ewa Klingberg: Falske perler og brændte hjerter

Tredje bind i Huskvarna-serien, hvor handlingen udspiller sig i 1800-tallet og nutiden. Det er en lidt mere barsk fortælling fra 1800-tallet om angsten for at ende på fattiggården og de vilkår, kvinder var underlagt dengang.

Sideløbende i nutiden kæmper Marika for at komme overens med sit liv, og de valg hun har truffet undervejs.

Tilsammen er det en fængende fortælling, som er umulig at lægge fra sig, før sidste side er vendt.

Anna Stuart: Brev fra Pearl Harbor

To tidsspor følger på skift de dramatiske begivenheder op til og efter Japans angreb på Pearl Harbor i 1941 og i nutiden 2019 Robin og Asleigh Harris.

Man hører om de modige kvindelige piloter, som USA afviste at bruge. De får en fortjent omtale her i bogen bygget på fiktive karakterer. Robin og Asleigh er af deres netop afdøde bedstemor sendt ud på en sidste skattejagt for at lære hendes fortid som pilot at kende. Det hjælper dem til at håndtere sorgen og deres egne problemer, så de igen kan stå sammen og begynde på en frisk.

Der er nogle historiske noter bagerst i bogen, som jeg vil anbefale at læse til slut. Det runder bogen så fint af, og jeg følte, at handlingen blev fulgt helt til dørs.

Materialer