Foto: Anna Sun / Unsplash

Dorte anbefaler: En blandet buket forårsblomster

23.04.22
Her kommer afslutningen på både Bridgerton og Flanagans samt nogle helt vidunderlige bøger med nye forfattere om kvinder, som finder nye veje ud af en rodet nutid. Der er også to titler med tidsspor, som bare ikke er til at lægge fra sig.

Claire, Sophie: En uforglemmelig sommer

Natasha synes, hun nyder sit stille liv med en blomsterbutik. Men da Luc, hendes eksmand, atter dukker op i hendes liv, må hun tage sit liv op til revision, og overveje, om det ikke er blevet et lidt for stille liv. I hvert fald byder sommeren på mange morsomme og udfordrende oplevelser, som nok ville tage pusten fra de fleste. Slutningen er finurlig, den havde jeg ikke lige set komme.

Jonas, Charlie: Kattecafeen

Mimi, den snehvide kat, er så absolut dronningen i denne bog. Hun ved, hvilke mennesker hun foretrækker, og til dem hører Leonie ikke. Det kommer der nogle morsomme scener ud af, indtil Leonie må kapitulere og videregive Mimi til veninden Maxie. Maxie har lige åbnet en café, og med største selvfølgelighed indtager Mimi både cafeen og Maxies hjerte samt mange af stamgæsternes hjerter. På sidelinjen følger vi enken Susann, den oprindelige ejer af Mimi, der farer rundt på den italienske ø Ischia. Selvom man ikke er til katte, er det absolut en anbefalelsesværdig bog.

Quinn, Julia: Et afgørende øjeblik

Her tager vi en hæsblæsende afsked med familien Bridgerton. Quinn holder fast i stilen med en frygtelig masse rod fra helten og heltindens side, før de omsider får hinanden. Jeg synes, det er morsomt stillet op, at Gregory er en udpræget romantiker. Han har selvfølgelig en masse forbilleder i sine søskende, der jo alle har fundet den sande kærlighed, men alligevel. Jeg vil helt klart anbefale at læse serien i rækkefølgen, det er langt det sjoveste. Et værdigt punktum, men der må godt komme en opsamling, det vil ikke gøre spor.

Hellberg, Åsa: Nye tider på Flanagans

Også Flanagans skal vi tage afsked med. Vi har fulgt de tre generationer af kvinder igennem modgang og medgang fra 1960´erne frem til 2019, sideløbende er de store begivenheder flettet med ind på en meget troværdig måde. Flanagans er stadigvæk omdrejningspunktet i handlingen med tråde bagud, som kræver, at man har styr på de to foregående bind. Jeg synes, det er blevet en helstøbt fortælling om livet på et hotel, hvor det er stærke, handlekraftige kvinder, der sidder i de ledende stillinger. Alligevel kommer også sårbarheden og afmagten med, så det ikke ender i den rene sødsuppe. En meget flot finale, som jeg kan anbefale på det varmeste.

Skybäck, Frida: Dagbogens hemmelighed

1943 og 2007, disse to årstal følges på skift i denne fine lavmælte fortælling, hvor man kommer tæt på nogle personer, der sætter livet på spil i Sverige for at hjælpe med til at redde de danske jøder i 1943. Selvfølgelig er det fiktivt, men man får alligevel en fornemmelse for de svære beslutninger, der skal træffes, og som kan ende med den højeste pris, at miste livet. Jeg synes, 2007-sporet er flettet godt ind i, og giver mulighed for at forsone sig med sin fortid, inden det er for sent.

Lester, Natasha: Huset på Rivieraen

Den vel nok smukkeste blomst i buketten afslutter mine anmeldelser. Jeg blev blæst omkuld af Lester flotte fortælling, som endnu en gang som i Den hemmelige arv og Den franske fotograf tager os med tilbage til 2. verdenskrig.

Denne gang er vi i Paris fra 1939 frem til 1944 sideløbende med 2015. Rose Valland er den virkelige hovedperson, som bogens fiktive Rose er bygget op om. Hun satte sammen med andre livet på spil for at redde kunsten fra at forsvinde til Göring og Hitler ved at lave en hemmelig registrering. Efter krigen arbejdede Rose på at opspore de forsvundne værker, så de kunne blive returneret til de rette ejere.

Gennem registreringsarbejdet følger vi Rose og Éliane. Efterhånden som krigslykken vender, bliver situationen mere og mere farlig, for hvem kan man stole på. 2015-sporet er også stærkt og bevægende med Remy, modeekspert, der har specialiseret sig at sælge vintagetøj. Hendes historie flettes på elegant vis ind i 1943-sporet. Man skal huske at have tid til at fordybe sig, for det er umuligt at lægge bogen fra sig.

Materialer