Vi samler op på skønne bøger, der sagtens kan læses lidt uden for sæson. Foto: Unsplash / Jasmine Waheed

Dorte anbefaler: Julen varer lige til påske

28.03.23
Selvfølgelig kom mange af de dejlige hyggebøger med jul som tema efter jul, men kan man se forbi al juleglimmeret, er det nogle dejlige historier med mange forskellige temaer.

Jeg har også fået lyst til at besøge Lapland efter at have læst om den storslåede natur.

Sarah Morgan: Vintereventyret

En herlig historie om to bedsteveninder og to bedstevenner.

Christy og Seb er gift og har datteren Holly. Alix og Zac kan ikke udstå hinanden, men siger alligevel ja til at tage Holly med til Lapland til Robyn, Christys moster, da Christy og Seb først kan rejse et par dage senere.

Et gennemgående tema i bogen er en fin erkendelse af, at et venskab ændrer sig med tiden, og det behøver ikke at være enden på venskabet. Selvom man synes, man er dårlig til at være i et forhold, skal man alligevel give sig selv lov til at forsøge uden at flygte.

I Laplands smukke natur kommer der flere sandheder for dagen, og med Holly som bindeled og naturkatastrofe, kan alle samles om at holde en fantastisk juleaften, uden at selve handlingen er overdrevent julet, men rigtig hyggelig.

Ruth Kvarnström-Jones: Halleholm – Lovisas valg

Denne første del af en planlagt trilogi i skærgårdsmiljøet ved den fiktive kystby Halleholm tegner lovende. Hvis det kniber med at holde styr på alle personerne, er der hjælp at hente i familien Halleholm-slægtstavlen foran.

Således godt hjulpet kan man kaste sig ud i en fantastisk slægtsberetning, hvor man skiftevis følger Elin og Amelia fra 1922 og Lovisa, Amelias barnebarn, i 2010.

Der er alt, hvad hjertet begærer af intriger og lumske anslag, skurke og helte. Kort sagt, den kan varmt anbefales.

Suzanne Snow: En ny chance for kærlighed og Sne over Thorndale

3. og 4. bind i Thorndale-serien fortsætter, hvor de to første slap.

Daisy har fundet sig til rette i sit liv med sønnen som første prioritet, og kærligheden sat langt ned på prioriteringslisten. Ben lejer en hytte af Daisy, og resten er historie, fristes man til at tro. Men helt så let går det ikke, der skal mange snørklede omveje og forviklinger til, før alt løses.

I bind 4 er det Olivia, som er ved at rydde sin fars hus. Hun må konstatere, at de pludselig er to. Tom har nemlig fået lov at bo i huset også. Med hjælp fra sin far og en masse sne, opstår der magiske øjeblikke, som sender Olivia og Tom i armene på hinanden.

Jeg synes, det er sjovt at følge indbyggerne i Thorndale på kryds og tværs, og man skal holde tungen lige i munden for at huske alle navnene og forbindelserne. Men jeg synes stadigvæk, de er værd at læse, så god fornøjelse.

Carole Matthews: Det lille julebureau

Når man er arbejdsløs og uden udsigt til at få et job, hvad er så mere naturligt end selv at skabe et arbejde.

Cassie elsker alt med jul, og hun starter en virksomhed med julehjælp til gaveindpakning, skrive julekort og pynte juletræ. Hun har kun brug for en lillebitte smule hjælp fra sin kæreste Jim og sin søster, så alt er, som det skal være.

Sideløbende følger vi Jim og hans arbejdsliv i et ungdomsfængsel, hvor der er rodløse unge mennesker uden holdepunkter i deres tilværelse.

På smukkeste vis flettes de to dele sammen, og jeg vil ikke røbe mere her. Men jeg blev virkelig grebet af, hvor nænsomt Matthews beskriver de unge mennesker.

Det kunne så let være en historie om utilpassede unge, der ødelægger det hele for andre. Men Matthews formår at blande det på en meget fin måde, så omsorgen for andre, hvad der skal vægtes i livet, og mange andre af livets store spørgsmål bliver vendt og giver en meget rørende slutning uden at kamme over.

 

Materialer