Foto: Unsplash / Tim Mossholder

Dorte anbefaler: Ser du dine problemer i øjnene, eller fejer du dem ind under gulvtæppet?

17.11.22
Hovedpersonerne i disse romaner står overfor nogle enorme udfordringer, der ikke bare kan fejes ind under gulvtæppet.

Det gælder om at få det bedste ud af de givne kort og få et bedre liv efterfølgende.

Tracy Rees: Huset Silvermoor

Tracy Rees er god til at skrive om de store følelser og kampen for et bedre liv. Her er vi i England 1899, hvor fortællingen udfolder sig omkring to små minelandsbyer. Indbyggernes liv er lagt i meget faste rammer, som ikke kan fraviges. Men Tommy vil mere end det, og lærer også Josie at sætte spørgsmål ved de én gang vedtagne regler.

Den rige familie Sedgewick skal være løftestangen til et bedre liv for Tommy og Josie, men ikke alt, der glimter, er guld. De rige hytter deres eget skind til en vis grad, men retfærdigheden sker fyldest på en noget uventet måde. Så det endte med, at jeg bare ikke kunne lægge bogen fra mig, før sidste side var vendt.

Julie Houston: Familiehemmeligheder 

Houston har i denne roman også familielivet som tema. Denne gang er det en meget dysfunktionel familie, så man skal ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest i læsningen , når der skiftes mellem de to tidsspor.

Der kommes vidt omkring i det at være dysfunktionel, så langsomt tegnes der et billede af, at tingene måske ikke kun er sorte og hvide. Der er selvfølgelig nogle ”nemme” løsninger, så alle sløjfer bindes pænt og ordentligt. Alligevel synes jeg, det er en rigtig god bog, som fanger med sine fine personbeskrivelser.

Carole Matthews: Papirhjerter og sommerkys

En rigtig dejlig bog om at pendle, være enlig mor for Finn på 15 år og forsøge at finde overskud til sin passion for håndarbejde.

Til at begynde med synes jeg, 400 sider virkede lidt voldsomt. Men selvom der ikke sker så meget, er hver lille detalje vigtig for historien. Så jeg endte med at overgive mig fuldstændig og bare læse. Det er endda lige før, jeg overvejer at gå i gang med de fine kort, Christie er så dygtig til. Rigtig god fornøjelse.

Jenny Colgan: Alt der glimter

Stakkels rige pige, Sophie, mister alt, og skal stå på egne ben. Det medfører nogle fornøjelige beskrivelser af alle de ting, man kan blive overrasket over, når det altid bare er blevet gjort for en tidligere.

Heldigvis er det ikke bare sørgeligt eller morsomt, men også eftertænksomt, hvor Sophie lærer en masse om sig selv, og hvad hun egentlig gerne vil med livet. Jeg synes, Colgan er lige så god, som hun plejer. Men jeg savner serierne, hvor man fik lov at følge de samme personer over flere bøger.

Jill Mansell: Mød mig ved Beachcomber Bay

Her gælder det om at holde tungen lige i munden med alle de fuldstændig skøre sammentræf og forviklinger i bogen. Men holder man ud, får man en dejlig fortælling om finde sig selv og stå ved det.

Med handlingen henlagt til en lille pittoresk badeby kommer man ligefrem til at savne sol og sommer. Heldigvis får alle personerne plads til at folde sig ud, så man ikke sidder med følelsen af at være blevet snydt. Især kan jeg godt lide den forrygende slutning, som måtte læses et par gange for at være helt sikker på, at jeg havde fået det hele med.

Materialer